Skip til primært indhold

Sygehuset i Kolding om- og tilbygges fra 2010

Et helt nyt mor-barn center, en ny Fælles Akut Modtagelse og en tilbygning på knap 30.000 kvm. Det er udsigten for sygehuset i Kolding i den generalplan, Region Syddanmarks regionsråd vedtog på sit seneste møde.

”Jeg glæder mig over, at vi nu kommer i gang med udbygningen af sygehuset i Kolding. Det er en væsentlig brik i bestræbelserne på, at sygehuset i Kolding også i fremtiden kan tilbyde borgerne hurtig og kvalificeret hjælp samtidig med, at vi kan give både borgere og medarbejdere endnu bedre faciliteter,” siger regionsrådsformand, Carl Holst (V).

900 mio. kr. fra regeringen

For et år siden besluttede regionsrådet, at sygehuset i Kolding skal udbygges til akutsygehus for Sygehus Lillebælt i perioden 2010-2017.

Det kræver både om- og tilbygning af det nuværende sygehus.

Konkret skal der nybygges 28.650 kvm og ombygges 30.162 kvm. I dag udgør sygehuset i Kolding 94.400 kvm.

Regeringens ekspertpanel gav sidste år Region Syddanmark tilsagn om 900 mio. kr. til at forvandle sygehuset i Kolding til akutsygehus for Sygehus Lillebælt. Og generalplanen holder sig inden for den økonomiske ramme.

I de 900 mio. kr. bliver der også råd til at etablere et nyt mor-barn center, som allerede påbegyndes fra årsskiftet.

Mor-barn center til fremtidens familier

”Der har længe været behov for renovering og ombygning af pædiatrisk afdeling på sygehuset i Kolding. Det glæder mig, at vi med generalplanen har sammentænkt dette behov og med udgangspunkt i Region Syddanmarks akutplan etablerer et mor-barn center på sygehuset i Kolding, der fuldt ud kan leve op til fremtidens krav,” siger Poul-Erik Svendsen (S), 1. næstformand og formand for det særlige udvalg vedrørende sundhed.

Om- og tilbygningen af sygehuset i Kolding er nødvendig. Tallene for patientprognoserne i 2020 taler deres eget tydelige sprog.

Som akutsygehus vil sygehuset ifølge prognoserne årligt modtage ca. 35.800 skadestuepatienter og ca. 30.900 indlæggelser i den Fælles Akut Modtagelse, når vi skriver 2020.

Også den almindelige tilgang af patienter bliver næsten fordoblet i 2020 i forhold til 2007. Endelig får sygehuset mere end dobbelt så mange ambulante besøg i 2020 end i 2007.

Udbygningen af sygehuset i Kolding bliver påbegyndt i 2010 og forventes afsluttet i 2018.

Fakta

  • Sygehuset i Kolding er en del af Sygehus Lillebælt, som også omfatter Vejle, Give, Fredericia og Middelfart
APPFWU01V