Skip til primært indhold

Det nationale undervisningscenter kommer til Sønderborg

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) og videnskabsminister Helge Sander (V) har i dag udpeget syv bestyrelsesmedlemmer for det nye nationale center for natur, teknik og sundhed. Bestyrelsen skal bl.a. tage stilling til placeringen, men undervisningsministeren lægger allerede nu op til, at ”hovedkvarteret” placeres på Alsion i Sønderborg. Det vækker stor glæde i Region Syddanmark.

- Jeg har i flere omgange i processen haft kontakt til undervisningsminister Bertel Haarder for netop at pege på Sønderborg, og det glæder mig meget, at det nu også er det, undervisningsministeren lægger op til, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Der er allerede meget i gang i Sønderborg indenfor netop naturfagsområdet: Sønderborgområdet har flere konkrete samarbejder mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner inden for naturfag - ligesom der er et tæt samarbejde mellem Universitet, seminarer og Danfoss Universe. Sønderborg har også noget unikt, nemlig fokus på at få alle unge til at interessere sig for naturfag. Jeg tænker selvfølgelig her især på Danfoss Universe. Samtidig har Sønderborg det helt rigtige mix af særlige kompetencer, som er helt afgørende for et nationalt center, siger regionsrådsformanden.

- Jeg håber samtidig, at centret kan blive drivkraft i regionens uddannelsesstrategi med at styrke unge syddanskeres lyst til naturfag. Jeg er sikker på, at Sønderborg kan give det nationale center en let start og den helt rigtige start, slutter han.

Fakta

Regeringen har besluttet sig for at styrke naturfagsundervisningen i både folkeskole og på ungdomsuddannelser. For at koordinere denne indsats, skal der etableres et nationalt center og fire/fem regionale centre. Det er det nationale center, som nu efter al sandsynlighed bliver placeret i Sønderborg, ved viden- og kulturcentret Alsion.

Forventningen er, at Syddansk Universitet og de tre University Colleges i Syddanmark vil gå sammen med Danfoss Universe, så man får alle syddanske vidensinstitutioner med i det regionale arbejde. Konkret har Danfoss Universe og Universe Fonden stillet sine forsknings- og forskningsbaserede udviklingsprojekter til rådighed for et nationalt center i Sønderborg. Region Syddanmark forventer at anvende midler fra regionens uddannelsespulje til at give det nationale center i Sønderborg en god start. Tanken er at gøre hele Syddanmark til en naturfagsregion.

Den syv mand store bestyrelse skal som en af sine første opgaver ansætte centrets nye direktør. Desuden skal bestyrelsen tage stilling til placeringen af cirka fem decentrale enheder, hvor der antageligt placeres tre decentrale enheder i Jylland og to decentrale enheder på Sjælland.

APPFWU01V