Skip til primært indhold

26.000 medarbejdere skal høres

Region Syddanmark vil fremover systematisk undersøge samtlige medarbejderes tilfredshed. Undersøgelsen, der skal styrke arbejdsglæden og trivslen i regionen, kommer dermed til at omfatte omkring 26.000 medarbejdere.

Den nye medarbejdertilfredshedsundersøgelse bliver sat i søen som pilotprojekt her i august, hvor det i første omgang er de ca. 4.000 medarbejdere på Sygehus Sønderjylland, medarbejderne på seks sociale institutioner og medarbejderne i regionshuset i Vejle, der bliver spurgt. I 2010 er Region Syddanmark så klar til at gennemføre den første fælles medarbejdertilfredshedsundersøgelse for samtlige medarbejdere.

- Jeg håber vi får alle medarbejdernes mening i spil. Vi har en klar ambition om at give borgerne ydelser af høj kvalitet og være effektive, så det er afgørende for os at være en attraktiv arbejdsplads, der kan rekruttere og fastholde kvalificeret arbejdskraft i de kommende år. Derfor er det også vigtigt at have fokus på arbejdsglæde og trivsel, siger administrerende direktør i Region Syddanmark, Kjeld Zacho Jørgensen.

Planen er, at medarbejderne hvert eller hvert andet år skal svare på spørgsmål om, hvordan de oplever deres arbejdsplads, så der bliver mulighed for at følge udviklingen over tid.

- Medarbejdertilfredshedsundersøgelsen giver ikke i sig selv et godt arbejdsmiljø, men vi kan starte en kvalificeret dialog, der sikrer at vi holder fokus på arbejdsglæde og trivsel. På den måde føler jeg mig overbevist om, at det vil komme borgerne, medarbejderne og regionen som sådan til gavn, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

APPFWU01V