Skip til primært indhold

IT-direktør bliver projektdirektør for nyt universitetshospital

IT-direktør i Region Syddanmark Niels Mortensen rykker med øjeblikkelig virkning til Odense for at blive projektdirektør for byggeriet af det nye universitetshospital.

Dermed får Niels Mortensen det overordnede ansvar for et af Danmarks største sygehusbyggerier. Det nye universitetshospital skal bygges i nærheden af Syddansk Universitet i Odense, hvor der er let adgang til motorvejen. Det vil tage 8-10 år at bygge det nye hospital, og prisen vurderes til at være 8 mia. kr.

”Det nye universitetshospital skal være det flotte flagskib i Region Syddanmarks sundhedsvæsen. Og vi er helt overbeviste om, at Niels Mortensen er den rette mand til at føre den ambition ud i livet. Netop til den opgave udgør Niels Mortensen det tungeste skyts, vi har”, siger Kjeld Zacho Jørgensen og Jens Elkjær, henholdsvis administrerende direktør og sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

De beklager samtidigt, at regionen dermed mister en dygtig IT-direktør.

De to har sammen med den øvrige direktion i Region Syddanmark udpeget Niels Mortensen til det nye job.

Niels Mortensen kommer til at referere direkte til Jens Elkjær.

I første omgang kommer Niels Mortensens skrivebord til at stå på Odense Universitetshospital (OUH), men det er planen, at han hurtigst muligt rykker ud i et kontor på selve byggepladsen.

Niels Mortensen er 57 år og har været IT-direktør i Region Syddanmark siden 1. januar 2007. Før det var han sundhedsdirektør i Fyns Amt i ni år. Han har siden 1982 beklædt lederjobs i det danske sundhedsvæsen.

Niels Mortensen er oprindeligt uddannet cand. polit. Han bor i Nyborg.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Niels Mortensen om denne opgave”, siger Jens-Otto Jeppesen, administrerende direktør på OUH.

”Det er medarbejderne på OUH, som skal arbejde i de nye rammer. Jeg er sikker på, at deres store viden bliver inddraget i arbejdet sammen med de mange andre brugergrupper – jeg ser meget frem til arbejdet”.

Stillingen som IT-direktør i Region Syddanmark slås op hurtigst muligt. Administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen varetager IT-direktørens opgaver, indtil en ny direktør er fundet.

Yderligere oplysninger fås hos:

Administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen, Region Syddanmark, mobil 29 20 11 00

Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, mobil 29 46 71 25

Ny projektdirektør Niels Mortensen, mobil 29 20 12 01

APPFWU02V