Skip til primært indhold

Flot patienttilfredshed i et coronaår

Hvert år bliver der lavet en landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden på landets hospitaler. Selvom corona-pandemien har lagt pres på landets sygehuse, er der fortsat en høj tilfredshed blandt patienterne i Region Syddanmark.

Det har været et usædvanligt år i det syddanske sundhedsvæsen. Corona-pandemien har i perioder medført store forandringer, men nye tal viser, at det ikke har påvirket tilfredsheden blandt de syddanske patienter. Den er stadig høj.

Hvert år bliver der gennemført en landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden. I Syddanmark har 36.717 patienter svaret på spørgsmål om deres møde med sundhedsvæsenet. Både patienter på sygehusene, fødende og patienter i psykiatrien er blevet spurgt.

Høj samlet tilfredshed på sygehusene

Region Syddanmark har spurgt både indlagte patienter og patienter, der har modtaget behandling i ambulatorierne. Regionen har også spurgt patienter i akutklinikkerne og i de fælles akutmodtagelser.

Særligt de akutte patienter har svaret positivt.Her er resultaterne på alle sygehusene bedre end eller på niveau med landsgennemsnittet. I forhold til de akut indlagte, ligger Region Syddanmark signifikant bedre end de øvrige regioner på 26 af de 38 spørgsmål. Region Syddanmark er den region, som, for de akut indlagte, scorer højest i forhold til den samlede tilfredshed.

Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen (S), siger:

- Det glæder jeg mig over. Generelt set er der høj tilfredshed blandt patienterne i regionen, så medarbejderne på sygehusene har god grund til at klappe sig selv på skuldrene. Det seneste år har budt på store forandringer og udfordringer, som er blevet løst ekstremt godt. Særligt for akutte patienter kan det være en voldsom situation at komme på sygehuset, fordi man ikke kan forberede sig mentalt. Derfor er jeg rigtig glad for, at de mennesker, som er kommet akut på sygehuset, rent faktisk har været tilfredse med deres besøg på sygehuset. Det viser, at personalet har taget godt hånd om dem, og så kan vi ikke bede om mere.

Også i forhold til de ambulante patienter klarer Region Syddanmark sig fint. Regionen ligger over landsgennemsnittet på 9 ud af 30 spørgsmål.

For de planlagt indlagte patienter er det samlede resultat for Region Syddanmark på niveau med landsgennemsnittet.

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed er et værktøj til forbedring, og derfor bliver der på alle sygehuse sat initiativer op for at forbedre sig på baggrund af den viden, undersøgelsen giver.

Også høj tilfredshed i psykiatrien

I psykiatrien er der også positive resultater. Her spørger man både voksne patienter, børn og unge, forældre til børn og unge og patienter i den specialiserede retspsykiatri.  Grupperne bliver delt op i dem, der har været indlagt og dem, der ikke har.

Særligt blandt de voksne patienter er der fin tilfredshed. For alle de voksne grupper, med undtagelse af dem i den specialiserede retspsykiatri, ligger den samlede tilfredshed over landsgennemsnittet. I retspsykiatrien er den på niveau med landsgennemsnittet.

Blandt børn i ambulant psykiatrisk behandling og deres forældre er der også god tilfredshed med behandlingen.

Blandt de indlagte børn og deres forældre er tilfredsheden lidt lavere, men langt størstedelen indikerer dog stadig, at de er meget tilfredse, tilfredse eller neutrale i forhold til deres behandling i psykiatrien.

Formand for Region Syddanmarks psykiatri- og socialudvalg, Thies Mathiasen (DF), siger:

- Jeg er enormt glad for, at en stor del af patienterne i psykiatrien er tilfredse med deres behandling. Det kan jo være en stor belastning at have en psykisk sygdom, og derfor er det også vigtigt for mig, at de patienter, der har fået hjælp ved psykiatrien, har været tilfredse med den hjælp, de har modtaget. Og i undersøgelsen her viser det sig jo, at der for en stor dels vedkommende er en udbredt tilfredshed.

Tilfredse fødende

Undersøgelsen bliver også lavet blandt fødende på de syddanske sygehuse. 674 har svaret.

Region Syddanmark får også flotte resultater i forhold til de fødende. Ser man alene på de nationale spørgsmål, så ligger regionen enten på niveau med eller over landsresultatet.
Inden for kategorien ’Efter fødslen’ ligger regionen over landsresultatet på 9 ud af 16 spørgsmål.

Selve fødslen er der i meget stor grad udpræget tilfredshed med. Særligt personalets venlighed og tilstedeværelse er der tilfredshed med.

Det sted, de fødende mener giver anledning til størst utilfredshed i undersøgelsen, drejer sig om forberedelse på håndtering af opstart af amning.

Du kan få mere information om den landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed på Region Hoveddstadens side om patientoplevelser og Region Midtjyllands side om psykiatriundersogelser.

 

Kontaktoplysninger på det øvrige regionsråd

Yderligere oplysninger

Thies Mathiasen

Formand for psykiatri og socialudvalget

Regionsrådet


40 40 77 46
APPFWU02V