Skip til primært indhold

Haderslevs akutbil bliver døgndækkende

Borgerne i Haderslev kan se frem til en døgndækning af akutbilen før tid. Det har været planen, at akutbilen i den sønderjyske by skulle døgnbemandes i løbet af 2011. Men nu åbner Regions Syddanmarks formand for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V) op for, at akutbilen skal være døgndækkende allerede i 2010.

- Jeg har holdt et rigtig godt møde med Haderslev Kommune, der ønsker det bedste akutberedskab for sine borgere - så hurtigt som muligt. Det forstår vi naturligvis godt i Region Syddanmark, og derfor vil jeg arbejde for, at vi gennemfører døgnbemandingen allerede i år, siger Thyge Nielsen.

Det præhospitale udvalgt har på et møde i dag indstillet overfor regionsrådet, at rådet godkender, at akutbilen bliver døgndækkende fra 1. oktober.

- Vi havde et konstruktivt møde med regionen. Det har været meget vigtigt for Haderslev Kommune, at vi sikrer vores borgere den bedste dækning, når uheldet sker, og derfor er vi glade for, at vi sammen med regionen har en fælles forståelse for de præhospitale behov i Haderslev, fortæller formanden for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune, Asta Freund (V) og næstformand Søren Rishøj Jakobsen (A).

Den 1. maj bliver akutbilerne bemandet med en paramediciner. Paramedicinere er en ambulancebehandler, der er i stand til at udføre avanceret ambulancebehandling, herunder administrere visse former for medicin intravenøst. Paramedicineren har blandt andet kompetencer til at foretage intravenøs indgivelse af smertestillende medicin

Akutbilen i Haderslev er den sidste akutbil, der mangler at blive døgnbemandet, da tjenesten i Sønderborg den 1. maj 2010 også overgår til at blive døgndækkende.

APPFWU01V