Skip til primært indhold

Bente Gertz bliver formand for Præhospitaludvalget

Region Syddanmarks præhospitaludvalg har i dag konstitueret sig og valgt Bente Gertz (S) til formand for udvalget.

Præhospitaludvalget, som er et af de otte stående udvalg i Region Syddanmark, har netop konstitueret sig og valgt Bente Gertz (S) til formand for udvalget.

Klik her for at se et billede af Bente Gertz

Hjælp før ankomsten til sygehuset

Den præhospitale indsats handler om den hjælp, en patient får, fra vedkommende kommer til skade og frem til ankomsten på sygehuset, og det er det opgavefelt, udvalget skal arbejde med. Den nyvalgte formand ser frem til arbejdet i udvalget:

- Vi står foran en politisk proces om det fremtidige præhospitale setup i regionen. Robustgørelse og udbygning af kapaciteten er noget af det allerførste, det nye udvalg vil kaste sig over. Et serviceeftersyn af den siddende befordring, som har betydning for rigtig mange borgere, er også noget vi kommer til at beskæftige os indgående med i udvalget, siger Bente Gertz.

Om Bente Gertz

Bente Gertz har været medlem af det syddanske regionsråd helt fra starten i 2008 og har været politisk aktiv i 24 år. Hun var lærer i folkeskolen i perioden 1972-1987, hvorefter hun blev ansat på EUC Lillebælt, hvor hun blandt andet var TR, studievejleder og fastholdelses konsulent. Hun stoppede sit civile arbejde i 2014, fordi hun havde dobbeltmandat. Hun sad dengang både i byrådet i Fredericia og i regionsrådet og valgte at hellige sig det politiske arbejde. Bente Gertz bor med sin samlever i Fredericia.

Drift af ambulancer og responstider

Præhospitaludvalget beskæftiger sig med den præhospitale indsats og sundhedsberedskab. Udvalget følger ambulancedriften og responstiderne. Udvalget følger beredskabsplanarbejdet og arbejder løbende med kvalitetsudvikling af det præhospitale område og udvikling af førstehjælpsordningerne. Udvalget følger desuden implementeringen af akutplanen med fokus på sammenhængen mellem den præhospitale indsats og indsatserne i det øvrige sundhedsvæsen.

Udvalget beskæftiger sig desuden med siddende patientbefordring og flextrafik. Udvalget forbereder eventuelt kommende ambulanceudbud.

Præhospitaludvalget får følgende medlemmer:

  • Bente Gertz (S), formand
  • Allan Emiliussen (V), næstformand
  • Karsten Byrgesen (NB)
  • Iza Alfredsen (V)
  • Tage Petersen (V)
  • Poul Erik Jensen (S)
  • Suzi Würtz Kjærgaard (SF)
APPFWU02V