Skip til primært indhold

Kasper Breum Petersen bliver ny økonomidirektør i Region Syddanmark

Det bliver et kendt ansigt, der overtager stillingen som økonomidirektør i Region Syddanmark. Region Syddanmarks nye økonomidirektør, Kasper Breum Petersen, kommer nemlig fra en stilling som afdelingschef i Sundhedsøkonomi i Region Syddanmark.

Region Syddanmarks nye økonomidirektør bliver 47-årige Kasper Breum Petersen, der har været konstitueret økonomidirektør, siden Charlotte Storm Gregersen 1. januar 2022 fratrådte stillingen til fordel for et job som direktør for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune. Før det har Kasper i en årrække været afdelingschef i Sundhedsøkonomi i Region Syddanmark.

Regionsdirektør Jane Kraglund ser frem til det fortsatte samarbejde med Kasper Breum Petersen:

- Med Kasper får vi en økonomidirektør, der kender arbejdsområdet ud og ind. Han har arbejdet i regionen i over 14 år, så han ved, hvad der rører sig, og han kender regionens arbejdsgange. Det er afgjort et plus på et så vigtigt område som økonomi, og jeg er sikker på, han hurtigt vil kunne finde sig til rette i sin faste stilling som økonomidirektør. Jeg ser frem til et godt og langt samarbejde med Kasper.

Region Syddanmarks nye økonomidirektør, Kasper Breum Petersen, ser også frem til at trække i arbejdstøjet i sin nye faste stilling:

- Jeg glæder mig virkelig til at tage del i ansvaret for, at Region Syddanmark fortsat er en veldreven region med stabil drift og styr på økonomien, men også med et sikkert blik på strategiske udfordringer og udviklingsmuligheder for både organisation og medarbejdere. Økonomiområdet har mange snitflader og skal være en stærk partner for hele organisationen, som både understøtter de store dagsordener - eks. den grønne omstilling i forbindelse med byggeri, indkøb og investeringer - men også de mere jordnære som øget automatisering og udbredelsen af denne til flere dele af koncernen. Der er kort sagt masser af spændende arbejdsopgaver at tage fat på sammen med de dygtige medarbejdere i økonomiområdet.

Kasper Breum Petersen tiltræder officielt stillingen som økonomidirektør 1. februar.

Om Kasper Breum Petersen:

Kasper Breum Petersen er 47 år og uddannet cand.scient.adm. Han har tidligere været ansat som chefkonsulent i Planlægning- og udviklingsafdelingen i Region Syddanmark, økonomi- og planlægningschef på Sygehus Sønderjylland og senest afdelingschef i Sundhedsøkonomi i Region Syddanmark.

Privat bor han med sin kone og to børn i Vejle Ø.

Klik her for at se et billede af Kasper Breum Petersen.

APPFWU01V