Skip til primært indhold

Første spadestik til nyt datacenter er taget

I dag blev første spadestik taget til det datacenter, der i fremtiden skal håndtere Region Syddanmarks store mængder af data på blandt andet sygehusene.

Mandag 10. december 2018 tog formand for Anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen (S) og formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V) første spadestik til Region Syddanmarks kommende datacenter ved Kolding Sygehus.

Datacenteret bliver basen for et it-miljø med servere, som kan køre alle regionens it-systemer på blandet andet sygehusene, og omkring 60 medarbejdere, entreprenørerne og politikere var mødt frem på byggepladsen, hvor centeret skal stå klar i august 2019.

Grundstenen for patient- og datasikkerheden

Formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet understregede i sin tale, at datacenteret er et vigtigt fundament for sundhedspersonalets arbejde og den daglige drift på sygehusene:

- Vores sundhedspersonale er dybt afhængige af, at it-systemerne ikke er nede, når de står med patienters liv i hænderne. IT-systemerne skal være tilgængelige og fungere hele tiden. Det nye datacenter kommer til at have stor betydning for patientsikkerheden, fordi det bliver bygget, så det har et meget højt funktionalitets- og oppetidsniveau, som giver en stabil drift.

Et datacenter til fremtidens krav

I sin tale forklarede formand for Anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen, hvorfor Region Syddanmark har valgt at nedlægge de to nuværende datacentre i Odense og Esbjerg, for i stedet at opføre ét samlet datacenter i Kolding:

- At bygge et nyt datacenter giver os mulighed for at designe datacentret efter moderne principper. Dét vil have stor betydning for stabiliteten i driften, tilgængeligheden af vores it-systemer og ikke mindst datasikkerheden.

- Det moderne design kommer også til at gøre datacentret mere energieffektivt, hvilket vil betyde, at vi sparer et sted mellem 2,5 og 3 millioner på driften af datacentret – hvert år. Med andre ord betaler investeringen sig selv tilbage på 8-10 år.

Fakta: Region Syddanmarks nye regionale datacenter

Regionsrådet besluttede at sætte godt 30 mio. kroner af til etableringen af et nyt datacenter i budgettet for 2018.

Da psykiatrien sidste år flyttede fra Kolding til Vejle, er der en ledig plads på matriklen på Kolding sygehus. Derudover er en eksisterende fløj blevet revet ned for at give plads til datacenteret.

Datacenteret kommer til at bestå af en stor hal med to serverrum, som får komplet adskilte forsyninger af strøm, køling og brandslukning.

Grundarealet bliver ca. 600 m2 plus teknikinstallationer, og der bliver fysisk plads til 100 rackskabe.

Det samlede datacenter med tekniske installationer skal stå klar primo august 2019. Når det nye datacenter står klar, flyttes aktiviteterne fra datacentrene i Odense og Esbjerg til Kolding.

Kontaktoplysninger til regionsrådets medlemmer

Kontaktoplysninger:

Karsten Uno Petersen

Formand for Anlæg- og innovationsudvalget

Regionsrådet


21 63 11 93
APPFWU01V