Skip til primært indhold

2,4 hektar solceller skal producere strøm til Nyt OUH

Regionsrådet godkendte i dag, at der opføres et stort solcelleanlæg ved det nye universitetshospital i Odense. Alene arealet på selve solcelle-panelerne vil være på omkring 2,4 hektar, hvilket svarer til omkring 30 parcelhusgrunde. Solcellerne skal først levere strøm til byggeriet af det nye sygehus og siden til selve sygehuset, når det kommer i drift i slutningen af 2022.

Byggeriet af det nye universitetshospital i Odense, der bliver Danmarks største helt nybyggede sygehus, går for alvor i gang til sommer næste år.

Det nye sygehus bliver bygget efter de nyeste byggestandarder i forhold til bygningens energiforbrug – det såkaldte bygningsklasse 2020. Det betyder blandt andet, at det nye sygehus bliver opført med energirigtige vinduer og tekniske anlæg, der er meget energieffektive. For at opfylde den høje energistandard er der desuden krav om at opføre et anlæg, der kan bidrage med vedvarende energi til det nye sygehus.

Et enigt syddansk regionsråd har i dag fulgt indstillingen fra projektorganisationen for Nyt OUH, om at bidraget fra den vedvarende energi skal komme fra et meget stort solcelleanlæg.

Projektorganisationen vurderer, at alene solcelle-panelerne i det nye anlæg kommer til at dække et areal på omkring 2,4 hektar og anslår, at anlægget kommer til at producere omkring 4.500 MWh om året. Det svarer til energiforbruget i knap 900 danske husholdninger. Om sommeren vil strømproduktionen fra anlægget stå for cirka 45 procent af det daglige strømforbrug på Nyt OUH – på årsbasis vil bidraget fra solcellerne være på omkring 20 procent.

Kasten Uno Petersen (S), formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg, siger:

- I en tid hvor klimaudfordringerne er meget store, er det vigtigt, at vi bygger og driver det nye universitetshospital i Odense bæredygtigt. Arbejdet med bæredygtighed bliver et gennemgående træk ved det nye sygehus. Udover solceller, energirigtige vinduer og energieffektive tekniske anlæg er der også mange andre eksempler på, at der bliver tænkt meget i bæredygtighed. For eksempel sætter vi solskærme på vinduerne, så vi mindsker behovet for køling af lokalerne.

Solceller eller vindmøller

Projektorganisationen for Nyt OUH har gennem noget tid vurderet, om den vedvarende energi, der er krav om i et bygningsklasse 2020-projekt, skulle produceres af vindmøller eller solceller. Beregningerne har vist, at solceller er den bedste løsning. Et solcelleanlæg er også den mest fleksible løsning i forhold til senere udvidelse.

Region Syddanmark modtager i alt 144 mio. kr. fra staten i forbindelse med at Nyt OUH opføres i bygningsklasse 2020.

Første solcellestrøm i 2019
Det kommende solcelleanlæg skal i udbud. Det forventes, at projektorganisationen for Nyt OUH kan offentliggøre udbuddet i januar og at regionen har valgt leverandøren sidst i marts, hvor Odense Kommune forventes at have godkendt lokalplanen for anlægget. Anlægsarbejdet kan så gå i gang umiddelbart efter, så det nye anlæg kan levere det første solcellestrøm ultimo 2019.

Solcelleanlægget bliver placeret på et lidt over fem hektar stort areal, som en del af det område der allerede er udlagt til tekniske anlæg for Nyt OUH. Området ligger i den sydøstlige ende af det nye sygehus mellem Odense Golfklub og Hollufsgårds Allé.

Solcelleanlæg Sønderborg

Solcelleanlægget ved Nyt OUH kommer til at ligne dette anlæg i Sønderborg, som netop er opstillet. Foto: Better Energy

Yderligere oplysninger

Formand for anlægs- og innovationsudvalget Karsten Uno Petersen (S), Region Syddanmark, 

Direktør Torben Hedegaard Jensen, Odense Universitetshospital, mobil 21 25 01 95

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer

Kontaktperson

Karsten Uno Petersen

Formand for Anlæg- og innovationsudvalget

Regionsrådet


21 63 11 93
APPFWU01V