Skip til primært indhold

Syddansk forskning skal bane vejen for medicinsk cannabis

Nyt forskningsprojekt i Region Syddanmark skal identificere de forhindringer og faldgruber, der kan være ved brugen af medicinsk cannabis.

Politikerne i Region Syddanmark har længe gerne villet undersøge om cannabis kan have en gavnlig effekt for forskellige typer af patienter, og et nyt forskningsprojekt skal nu bane vejen for mere viden på området.

Der har indtil nu været begrænset interesse fra lægerne i at udskrive cannabis på recept, og derfor vil regionen nu sætte gang i forskning, der skal afdække eventuelle forhindringer på området.

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) siger:

- Vi vil rigtig gerne se om, der er patientgrupper, der kan have gavn af lægeordineret cannabis. Vi har hørt om mange, der siger, de har god gavn af canabissen, men som i dag ikke kan anskaffe sig det uden at bryde loven.

Region Syddanmark har haft fokus på området et stykke tid, og i august 2016 ønskede sundhedsudvalget at undersøge mulighederne for at forske på området.

Lægerne er tilbageholdende

Det har dog efterfølgende vist sig, at de syddanske læger er tilbageholdende med at involvere sig. Lægerne mener blandt andet ikke, at man ved nok om effekten af cannabis i medicinsk sammenhæng.

Poul-Erik Svendsen kan godt forstå lægerne:

- Jeg har fuld forståelse for, at lægerne forholder sig lidt afventende i forhold til det her. Det er uprøvet land, men det skal ikke afholde os fra at udforske det. Derfor vil vi gerne sætte gang i et forskningsprojekt, der kan identificere og på sigt fjerne forhindringer og faldgruber for både patienter og læger.

Sundhedsudvalget arbejder derfor videre med et forskningsprojekt, der skal udføres af Forskningsenheden for Almen Praksis og Syddansk Universitet.

Projektet skal beskrive og analysere holdninger og erfaringer blandt de praktiserende læger, speciallæger, sygehuslæger og patienter til brugen af medicinsk cannabis. Derudover skal man kigge på anvendelses- og ordinationsmønstre og udvikle et redskab til at vurdere patienternes oplevede effekt af behandling med medicinsk cannabis.

Christiansborg kigger også på cannabis

Regeringen har sideløbende med de syddanske initiativer fremsat et lovforslag om en fireårig forsøgsordning med lægeordineret cannabis, der starter 1. januar 2018. Der er afsat 22 millioner kroner til forsøgsordningen.

Poul-Erik Svendsen mener, at Region Syddanmarks forskning vil kunne bidrage til forsøgsordningen:

- Jeg forudser, at regeringen vil få de samme udfordringer som os med at finde deltagere til forsøgsordningen, men her kan vores forskningsprojekt bidrage med viden, og vi er bestemt ikke afvisende for at tage del i projektet, når vi ved lidt mere.

Indtil videre har det kun været muligt at ordinere cannabis som et færdigt produkt eller lægemiddel, men den nye forsøgsordning giver også mulighed for at ordinere det i rå form – som eksempelvis tørrede plantedele, der indtages som te. 

Yderligere oplysninger

APPFWU01V