Skip til primært indhold

Syddanskere sparer på energien

Stort set alle virksomheder i Region Syddanmark gør noget for at begrænse energiforbruget, og hver anden syddansker har investeret i energibesparelser i hjemmet. Det fremgår af to undersøgelser fra Region Syddanmarks afdeling for strategi og Analyse.

I den ene undersøgelse svarer 94 pct. af cheferne i små- og mellemstore virksomheder, at de har gjort noget for at reducere energiforbruget. Det drejer sig for to tredjedeles vedkommende om automatik, der sparer på energi og varme, mens næsten halvdelen tager hensyn til energien ved transport.

 - Det er en positiv udvikling, som lægger sig helt op ad vores ambitioner i den regionale udviklingsplan, siger formand for udvalget for den regionale udviklingsplan Lasse Krull (K)

Som en del af udviklingsplanen har Region Syddanmark vedtaget en klimastrategi, der sigter mod at sænke udledningen af CO2 i regionen med 40 pct. inden 2020.

 - Det er ambitiøse og realistiske mål, og jeg er glad for, at virksomhederne tager del i at nå målet. De kan sikkert også se, at det gavner såvel miljø som bundlinje, siger Lasse Krull.

Økonomiske årsager

Hver anden syddansker har investeret i energiforbedringer. Flest har efterisoleret og forbedret vinduer og døre, mens de mere tunge investeringer som solceller og jordvarmeanlæg er valgt af henholdsvis 10 og syv pct.

Hver tredje boligejer har planer om flere forbedringer inden for det næste år, og hver fjerde, der har foretaget energiforbedringer, indrømmer, at offentlige støtte eller skattefradrag har haft betydning for beslutningen om at lave forbedringerne.

- Det viser i hvert fald, at man kan påvirke udviklingen, og det er da positivt. Det passer rigtig godt sammen med, at vi i samarbejde med de fleste kommuner i regionen netop er blevet enige om at udarbejde et fælles ELENA-projekt. Det har netop fokus på at effektivisere både private og offentlige investeringer i energiforbedringer, siger Lasse Krull.

- Foreløbig tegner det til at der vil være offentlige investeringer på ca. 650 mio kr., og det vil alt andet lige give os en masse ekspertviden og erfaring, som vi håber at kunne overføre til de private bygninger, siger Lasse Krull.

50 pct af de adspurgte syddanskere har lavet energiforbedringer i deres bolig inden for de seneste tre år.

I den gruppe har 43 pct. planer om yderligere forbedringer, mens 31 pct. af gruppen uden forbedringer har planer om at lave nogen inden for de næste to år.

Fakta om Elena:

ELENA: European Local ENergy Assistance. I ELENA programmet kan den Europæiske Investeringsbank give op til 5 % af investeringsbeløbet til at forberede offentlige energiinvesteringer forudsat at,

  • den samlede investering er over 50 mio. Euro
  • regionen og kommunerne har ambitiøse klima- og energimål og
  • projektet er nyskabende og ikke er en 1-1 gentagelse af andre danske ELENA-projekter
APPFWU01V