AI som brobygger
Projekt "AI som brobygger" vil styrke grundskoleelevernes motivation i brobygnings- og introduktionsforløb og dermed styrke deres kompetencer til at træffe relevante valg af ungdomsuddannelse og senere karrierevej. Dette skal ske ved at udvikle en AI-bot, som skal inddrages i forløb og fungere som en virtuel studievejleder for den enkelte brobygnings- og introduktionsforløbselev.
Projektets indsats og hovedaktiviteter
Projektet vil afprøve om kunstig intelligens (AI) kan forbedre introduktions- og brobygningselevernes generelle forståelse for, hvad gymnasiet kan tilbyde, men også de muligheder, som findes i studieretningerne og senere karrieremuligheder.
Det skal ske ved at udvikle en AI-bot og et antal undervisningsforløb målrettet elever i brobygningsforløb (9. + 10. klasse) og introduktionsforløb (8. klasse). Botten skal designes som virtuel vejleder, som kan introducere eleverne til både HF og STX-uddannelsen på Aabenraa Statsskole og de fagpakker (HF) og studieretninger (STX), som skolen udbyder, tilpasset den enkelte elev. Undervisningsforløbene skal udarbejdes så AI-botten bliver en naturlig del af undervisningen i disse forløb. Der vil også være gymnasieelever til stede i brobygning og introduktionsforløb for at kunne introducere til, hvordan eleverne på Aabenraa Statsskole bruger AI.
Målet er at styrke elevernes motivation og kompetence til at vælge en relevant uddannelse ved at give indsigt i uddannelsesmuligheder ved aktivt at få kendskab til og anvende faglige begreber og metoder fra HF og STX-fagrækken og dermed bidrage til afklaring af uddannelsesvalg.
Projektet tager udgangspunkt i erfaringer med AI, som har vist, at med den rette vejledning kan sprogprogrammer fungere som hjælpelærere i fx undervisningssituationer.
Projektets hovedaktiviteter er:
- udvikling af chatbotten
- udvikling og afprøvning af undervisningsforløb
- evaluering og tilpasning af forløb og chatbot
- afprøvning af de justerede forløb.
Forventede resultater
- 75 % af eleverne oplever øget kompetence ift. valg af ungdomsuddannelse
- 70 % af eleverne vurderer, at de har fået bedre viden om de rammer og muligheder STX og HF giver dem.
- 80% af lærerne vurderer, at eleverne opnår bedre viden og indsigt i de muligheder STX/HF giver under og efter uddannelsen
Parter
Aabenraa Statsskole
Periode og tilsagn
Projektet skal gennemføres i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2027, og har fået 671.472 kr. i støtte fra uddannelsespuljen.