Kompetencekompasset
Projektet har til formål at få flere borgere til at deltage i forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning (OBU) på TietgenSkolen og HF & VUC FYN.
Projektets indsats og hovedaktiviteter
Ifølge en OECD-undersøgelse af voksnes læse- og regnefærdigheder fra 2024 (PIAAC) har over 550.000 danskere mellem 16 og 65 år svage grundlæggende læse- og regnefærdigheder. TietgenSkolen og HF & VUC FYN oplever dog, at langt færre end behovet tilskriver, benytter sig af deres FVU- og OBU-tilbud, som netop er rettet mod at styrke borgerne grundlæggende færdigheder. Det skyldes bl.a., at mange borgere ikke overgår fra screening til holddeltagelse, herunder særligt etnisk danske mænd i alderen 35+, som udgør en væsentlig andel af målgruppen.
I projektet vil de to uddannelsesinstitutioner styrke overgangen mellem screening/vejledning til holddeltagelse ved at opdatere de eksisterende screeningsværktøjer og vejledningsmetoder.
Projektparterne vil i projektet:
- Indsamle erfaringer med screening, konverteringsrater og frafaldsmønstre for at afdække barrierer og motivation for deltagelse hos målgruppen og herigennem identificere, hvor der er behov for nye tilgange.
- Udvikle og afprøve et brugervenligt og lettilgængeligt digitalt screeningsværktøj samt konkrete supplerende samtaleværktøjer til medarbejderne. Ansøger forventer, at 260 borgere med svage basale færdigheder gennemfører digital screening i projektperioden.
- Styrke det opsøgende arbejde på virksomheder mv. samt kommunikation og vejledning rettet mod potentielle kursister. Projektparterne vil udvikle kommunikationspakker med materiale til distribution til 300 virksomheder og interessenter (fx videoer og annoncer med rollemodeller fra målgruppen).
- Derudover skal der udvikles en drejebog for det opsøgende arbejde, som afprøves på 390 virksomheds- og interessentbesøg og tilpasses løbende i projektperioden (for hvert 50. besøg).
- Opkvalificere 20 medarbejdere hos partnerskolerne i den nye digitale platform og de nye arbejdsgange. I forlængelse heraf afholdes webinarer for øvrige VUC’er og AMU-udbydere i Region Syddanmark, ligesom der i projektet skal udvikles en guide til at implementere platformen og de tilhørende indsatser i andre organisationer.
Aktiviteterne forventes at føre til, at potentielle kommende kursister vil opleve forbedret indsigt i deres færdighedsniveau og behov, øget tilgængelighed af screening, målrettet vejledning og en forbedret kommunikation og information fra skolerne. Dermed er det ansøgers forventning, at projektet vil resultere i, at flere syddanske borgere og særligt mænd i alderen 35+ vil påbegynde FVU- og OBU-forløb end i dag.
Forventede resultater:
- 50 % flere etnisk danske mænd i alderen 35+ screenes årligt.
- Konverteringsraten fra screening til holddeltagelse stiger med 50 %.
- Andelen af etnisk danske mænd 35+ på oprettede hold stiger med 50 %.
- 50 % flere etnisk danske 35+ kursister gennemfører uddannelse.
Parter
- TietgenSkolen
- HF & VUC FYN
Periode og tilsagn
Projektet gennemføres i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2027 og fik den 15. december 2025 tilsagn fra regionsrådet om støtte på 1.795.095,00 kr.