Skip til primært indhold

Lægerne ved Banegården i Tinglev søger 1-2 almenmedicinske speciallæger til ansættelse/kompagniskab

Ønsker du et spændende og meningsfyldt arbejde i et ambitiøst lægehus, hvor du kan gøre en forskel og selv sætte dit præg på udviklingen?

Om praksis 

Vores lægehus, som er beliggende i stationsbyen Tinglevs gamle charmerende posthus, søger 1-2 speciallæger i almen medicin, som har lyst til at arbejde i en veldrevet praksis, hvor vi igennem mange år har haft fokus på opgaveglidning, tværfaglighed og arbejdsglæde.

Vi har 3 lægekapaciteter. Aktuelt er der tilknyttet ca. 3500 patienter med udsigt til, at der kommer flere.

Vi har til huse i Tinglevs gamle charmerende posthus, som vi har renoveret, så vi har smukke og indbydende lokaler.

Vi har en stor medarbejderstab bestående af 2 behandlersygeplejersker, 1 bioanalytiker, 4 klinikassistenter/sekretærer og en piccoline.

Vi har en arbejdsdag som er travl, men fyldt med smil og meningsfyldt arbejde. Vi prioriterer at alle kan gå hjem til tiden og sørger for at hjælpe hinanden færdig. Vi deler arbejdet imellem os, så der vil være mulighed for en 4-dages arbejdsuge/fleksibel arbejdstid.

Vi sørger for at sætte tid af til ledelse.

Vi arbejder tværfagligt og har fokus på opgaveglidning og opkvalificering både hvad angår de patientrelaterede opgaver og i f.h.t. administration. Vi har fokus på gensidig læring og sikrer kvaliteten i opgaveglidningen vha. konferencer. Vi arbejder systematisk med kronikerkontroller som i høj grad varetages af vores dygtige sygeplejersker. Vi stiler imod kontinuitet i behandlerteams.

Vi sørger for at mødes til kaffepauser og fælles frokost.

Hos os vil du træde ind i en veldrevet praksis og have et meningsfyldt arbejde fra dag 1, men du vil også have mulighed for selv at medvirke til den videre udvikling af klinikken og sætte dit præg på driften.

Tinglev er en stationsby tæt på den dansk-tyske grænse. Med tog fra Kolding tager det 45 minutter at nå frem. Vi bor lige ved siden af stationen.
Med bil til Flensborg tager det ca. 25 minutter.

Kontakt praksis 

Har vi vakt din interesse? Så kontakt praktiserende læger Helle Jack og Marie Werngreen via fælles mail: paasporet@laegernevedbanegaarden.dk eller pr. telefon: 8844 6360. 

Lægerne ved Banegården
Stationsvej 35
6360 Tinglev 

APPFWU02V