Generalplan Esbjerg Sygehus – Fase 3
Moderniseringen af Bygning E på Esbjerg Sygehus er i fuld gang. Projektet skaber nye, fleksible rammer for ambulatorier, daghospital og sengeafsnit – med fokus på bæredygtighed og fremtidens behov.
Som led i den overordnede generalplan for udbygning af Esbjerg Sygehus er Fase 3 nu i gang. Projektet omfatter en omfattende modernisering af 2. og 3. etage i den eksisterende Bygning E – en bygning, der oprindeligt blev opført i 1970’erne. De berørte etager omdannes til nye og fleksible rammer for ambulatorier, daghospital, telemedicin og sengeafsnit.
Når ombygningen er færdig, vil der være 88 moderne ambulatorier fordelt på de to etager. Rummene bliver indrettet fleksibelt, så flere specialer kan dele faciliteterne på tværs, og der etableres blandt andet bokse til videokonsultationer samt et daghospital med kapacitet til op mod 32 patienter.
Projektet rummer ca. 8.000 m² og gennemføres i etaper for at sikre, at driften på sygehuset kan fortsætte sideløbende med byggearbejdet. De første områder er allerede taget i brug, og byggeriet følger den planlagte tidsplan. Det samlede projekt forventes afsluttet i løbet af 2025, mens indflytning og ibrugtagning fortsætter ind i første kvartal af 2026.
Visuelt vil de færdige rammer have samme udtryk som de nyeste arealer på sygehuset – og samtidig er der i projektet et særligt fokus på bæredygtighed og genanvendelse af materialer.
Planlægning af den kommende flytning sker i tæt samarbejde med klinikken og de understøttende funktioner som IT, Medicoteknisk afdeling, Infektions Hygiejnisk Afdeling, Logistik og Service, Teknisk Afdeling med flere.
Fakta
Bygherre: Region Syddanmark
Projektnavn: Generalplan for udbygning af Esbjerg Sygehus – Fase 3
Type: Ombygning
Periode: 2020 - 2026
Bevilling: 177,892 mio. kr.
Forventet ibrugtagning: 2026
Vil du vide mere om byggeprojektet?

