Autismecenter Nymarksvej, Fredericia
Det nye Autismecenter i Fredericia tilbyder 21 specialtilpassede boliger og moderne faciliteter til voksne med autisme.
Byggeprojektet for det nye Autismecenter på Nymarksvej i Fredericia er afsluttet. Autismecenteret rummer 21 specialdesignede boliger til voksne med autisme samt tilhørende fælles- og aktivitetsarealer. Med fokus på borgernes individuelle behov er byggeriet udført med støjdæmpende materialer, beroligende farveskalaer og fleksible rum, der fremmer trivsel og livskvalitet.
Ud over boligerne indeholder centeret også et dagtilbud og administrationsbygning. Der er også et aktivitetshus, hvor der kan holdes store og små arrangementer, samt en bro, som giver let adgang til det omkringliggende lokalsamfund og til naturen. Aktivitetshuset og broen er blevet opført for en donation på 9 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Byggeriet understøtter Region Syddanmarks ambition om at tilbyde højt specialiserede tilbud til borgere med autisme i trygge og fremtidssikrede rammer. Centeret forventes at betjene borgere fra hele regionen og styrker det sociale tilbud for voksne med autisme.
Fakta
Bygherre: Region Syddanmark
Projektnavn: Autismecenter Nymarksvej, Fredericia
Type: Nybyggeri
Periode: 2020 - 2024
Bevilling: 107.542 mio. kr.
Forventet ibrugtagning: Oktober 2024