Skip til primært indhold

December 2023

Startskuddet til CEPIs aktuelle arbejde lød i april 2023, hvor regionsrådet godkendte de ”Faglige anbefalinger - børn og unge som er pårørende”. Det er baggrunden for, at CEPI ser ud, som det gør i dag. Vi har i CEPI teamet været fuldtallige siden 1. august og er i efteråret 2023 for alvor begyndt at udbrede viden om børn og unge som pårørende til både psykiatriske og somatiske afdelinger. Det er en spændende, men også en udfordrende rejse, der er startet.

Her hvor året 2023 nærmer sig sin afslutning, vil vi gerne give en status på, hvad der er sat i søen og lidt tanker om planerne for det kommende år 2024 – selvfølgelig alt sammen med afsæt i de faglige anbefalinger.

Lykønskningerne lader venter på sig

Tilbage i august satte vi gang i en ansøgningsrunde om midler til lokale prøvehandlinger omhandlende børn og unge, som er pårørende. Vi er taknemmelige for, at tiltaget er blevet taget godt i mod, og vi har modtaget spændende og relevante ansøgninger fra alle fem sygehuse i regionen. Efterfølgende har der i samråd med Tværsektorielt Samarbejde i Regionshuset og koncerndirektionen været proces i forhold til at nå frem til en endelige afgørelse. Den endelig godkendelse sker på politisk niveau og det betyder, at vi desværre har måtte melde alle ansøgere, at svaret på deres ansøgning ikke når ud inden jul.

Vi glæder os til at få den endelig afklaring og til det videre arbejde med projekterne i det kommende år. 

Vi skyder det nye år i gang

Hvor mange ser frem til at skyde det nye år i gang, så ser vi hos CEPI lidt længere frem. Nemlig til den 7. marts 2024, hvor vi planlægger at markere igangsættelsen af den systematiske opsporing af børn og unge, som er pårørende i Region Syddanmark ved en stor kick-off konference.

Planlægningen er i fuld gang, programmet er ved at være på plads, og vi tør godt love, at det bliver en dag med fuld fokus på børn og unge som pårørende ud fra en række forskellige perspektiver. Det er et komplekst emne, som vi vil forsøge at belyse efter bedste evne. Vi håber, at klinikere, ledere og andre interesserede fra regionens sygehuse har lyst og mulighed for at deltage. 

Nye tider – nye veje

Hvis du klikkede på ovenstående link, har du måske bemærket, at vi har fået ny hjemmeside, hvilket vi er ret begejstrede over. CEPI er startet under psykiatrien, hvor vi har høstet mange erfaringer, men i takt med at vi også favner de somatiske afdelinger, er en tværgående platform en nødvendighed. Vi er derfor glade og stolte over, at vi kan skyde det nye år i gang med en ny hjemmeside. Der ligger allerede nu relevant information, og der vil løbende komme yderligere information - så hold øje. www.rsyd.dk/center-for-paaroerendeinddragelse

Ris og ros samt ideer til indhold på hjemmesiden er altid velkomment. Skriv gerne til os på cepi@rsyd.dk

Flere gaver – og så alligevel ikke

Vi havde håbet, vi kunne starte efter årsskiftet med at lancere en ny tværgående retningslinje omkring systematisk opsporing af børn og unge. Den er desværre blevet forsinket af en række forskellige årsager. Vi gør alt, vi kan for at få den videre så hurtigt som muligt. Og så er det jo altid godt at have noget at se frem til – vi ser i hvert fald frem til, at den får luft under vingerne i det nye år.

Skulle der være nogen, der har spørgsmål til den nye retningslinje og den videre proces eller har overvejelser i forhold til igangsættelse af nye tiltage inden for systematisk opsporing i afdelingen, så tøv ikke med at tage fat i os. Vi vil altid gerne i dialog.

Nye spændende udfordringer

Når vi nu ikke kan give jer en retningslinje endnu, så har vi heldigvis noget andet godt i ærmet. Nøglepersonskurserne, som har kørt med succes i psykiatrien igennem flere år, vil fra foråret 2024 også favne de somatiske afdelinger. Det er en vildt spændende proces, og vi håber og tror på, at det bliver brugbart for fagprofessionelle fra somatiske og psykiatriske afdelinger at kunne mødes, dele erfaringer og lære på tværs omkring samtaler med familier, hvor børn er pårørende. Du kan læse mere om kurserne samt finde linket til tilmelding, alt sammen igen på vores nye hjemmeside: Nøglepersonskursus for klinikere (regionsyddanmark.dk)

2023 har være året, hvor CEPI er vokset. Midler fra Regionsrådet har muliggjort vores to nye konsulenter. Derudover har vores forsker indhentet eksterne midler, og vi har fået to forskningsassistenter med ombord. To af vores forskningsprojekter handler om børn som pårørende. Med tiden vil alle vores forskningsprojekter også være at finde på hjemmesiden: Forskning i Center for Pårørendeinddragelse, CEPI (regionsyddanmark.dk)

2023 har altså været et år, hvor de første spæde skridt mod en mere systematisk tilgang til børn og unge som er pårørende i hele regionen, er taget. Vi ser hos CEPI nu frem mod 2024. Et år hvor vi håber at sætte yderligere fokus på netop dette. At kunne bidrage med viden, sparring og læring samt helt konkrete og realistiske arbejdsgange og tilgange til denne vigtige gruppe. 

Vi håber i det nye år at møde mange flere af jer, der til dagligt møder familierne, hvor børn og unge er pårørende. Give mulighed for i endnu højere grad at sparre med jer og understøtte den indsats i har lagt kimen til. Det er en spændende rejse med et vigtigt formål og vi glæder os.

Som altid: har I spørgsmål, kommentarer, gode ideer, brug for sparring eller vidensdeling – så tøv ikke med at tage fat i os. Vi vil altid gerne i dialog.

Vil du gerne modtage vores nyhedsbrev fremadrettet så send os meget gerne en mail på cepi@rsyd.dk med emnet ”Ja tak til nyhedsbrev”.

Med ønske om en dejlig jul og et mindeværdigt nytår. På glædeligt gensyn i 2024

På vegne af hele CEPI teamet

Ulla Lindgren

Leder af CEPI – Center for pårørendeinddragelse

 

APPFWU01V