Skip til primært indhold

Børn er også pårørende: Et tilbud til fagprofessionelle i Region Syddanmarks kommuner

Vidste du, at børn af forældre med alvorlig sygdom er i risiko for at trives dårligere end andre børn?

Når sygdom rammer, så påvirkes hele familien.

Du kan være med til at hjælpe disse familier.

Når alvorlig sygdom rammer, ændres hverdagen. At være alvorligt syg er oftest et fuldtidsarbejde, der tager kræfter og overskud. Det tærer på ressourcerne. Prioriteterne ændres.

Vi kender nok alle de dage, hvor der ikke rigtig er mere overskud tilbage til familien, når vi kommer hjem. For de fleste drejer det sig om enkelte dage eller kortere perioder, hvor det hele går lidt for stærkt. For familier, hvor en forælder eller et barn er ramt af alvorlig sygdom, er det hverdag. Der er gode dage, der er dårlige dage, men alle dage er ressourcerne færre end før sygdommen. Alle dage ligger der en skygge over hverdagen.

En ting er de fysiske symptomer, der spiller ind som led i selve sygdommen og behandlingen samt evt. bivirkninger hertil. En anden ting er de psykologiske reaktioner, tankerne om at være syg, tanker om fremtiden, bekymringen for den syge, for familien, for hverdagen og måske for økonomien – verden vendes på hovedet.

Alle disse elementer spiller ind og betyder, at forældrerollen nemt bliver udfordret, når familien rammes af sygdom. Det kan komme til udtryk ved øget trætbarhed (fatigue), kortere lunte, frustration, mindre overskud til nærvær, mindre overskud til at være forælder.

Fælles er, at børn der er pårørende kan forveksle den syges reaktioner med deres indbyrdes relation. Det kan betyde, at barnet ofte retter pilen mod sig selv og tænker, at han/hun ikke er værd at være sammen med, når den syge forælder f.eks. reagerer med frustration og afvisning. Derudover kommer de psykologiske reaktioner fra både den syge, men også de pårørende, når sygdom rammer familien. Det er kun den syge, der på egen krop mærker de fysiske konsekvenser af sygdom, men de psykologiske konsekvenser rammer alle, der er tæt på.

Forskning viser, at børn kan blive efterladt i ensomhed og afmagt, når en forælder eller en søskende har udviklet alvorlig sygdom. Det betyder også, at de pårørende udsættes for stor belastning, hvor trivsel og udvikling er under pres.

Der kan gøres meget for at hjælpe familierne til at navigere i deres nye hverdag og fremme trivsel på trods af sygdom. Fagprofessionelle kan bl.a. støtte dem i at skabe et fælles sprog, der understøtter større åbenhed, forståelse og tryghed og dermed også mulighed for at tale om det, der er svært i familien.

Center for Pårørendeinddragelse tilbyder undervisning

CEPI tilbyder undervisning til fagpersonale, der skal kunne bistå det enkelte barn/familie med støttende, udviklende samtaler.

Emnerne ved undervisning er:

  • Hvordan får vi øje på børnene?
  • Hvad kan børn opleve, når de har en forælder eller en søskende, der er syg?
  • Ansvarsfordeling mellem familiemedlemmerne.
  • Psykologiske reaktioner hos børn og voksne i forbindelse med sygdom i familien.
  • Hvordan kan vi forstå psykisk sygdoms udtryk og adfærd (psykoedukation)?
  • Hvordan påvirker sygdommen – både den sygdomsramte, men også de pårørende i familien?
  • Hvem taler med familien og de enkelte medlemmer om deres udfordringer, og hvorledes de mestres?

Hvad kan du yderligere bruge CEPI til?

Er du sagsbehandler, sundhedsplejerske, pædagog eller har du anden relevant funktion i en kommune, kan du altid kontakte os i CEPI.

CEPI tilbyder sparring i anonymiserede enkeltsager samt ved generelle udfordringer og problemstillinger i familier med alvorlig sygdom.

Pårørende og andre borgere, der har brug for professionel anonym rådgivning og vejledning, kan henvende sig til PsykInfo.

Al kontakt til CEPI er gratis.

Kontakt os gerne for yderligere information:

Center for Pårørendeinddragelse - CEPI

Lille Grundet Hulvej 7, Bygning N, 7100 Vejle


99 44 45 46

Mere information:
Telefontid:
Mandag-onsdag og fredag kl. 9:30–14:30
Torsdag kl. 13:30–17:30

APPFWU01V