Mød en sygeplejestuderende i Vagtordningen
Læs hvordan Cecilie, sygeplejestuderende på 5. semester, balancerer studie og arbejde som vikar i Vagtordningen
Læs hvordan Cecilie, sygeplejestuderende på 5. semester, balancerer studie og arbejde som vikar i Vagtordningen
Sådan beskriver Cecilie, der læser på 5. semester af sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, sine erfaringer som vikar i Vagtordningen ved siden af studiet. Hun jonglerer sin uddannelse og jobbet som vikar, hvor hun allerede har gjort sig mange erfaringer på forskellige afdelinger.
For Cecilie har arbejdet som vikar givet en unik mulighed for at styrke sine faglige og praktiske færdigheder, samtidig med at hun kan tilpasse vagterne til sin hverdag som studerende.
"Overgangen fra studiet til rollen som vikar var spændende, men også udfordrende. Der er et stort spring fra det akademiske på studiet til den praktiske virkelighed på afdelingen. Som vikar får man virkelig mulighed for at afprøve sine færdigheder – både fagligt og kommunikativt."
Hun understreger, at fleksibiliteten i Vagtordningen har gjort det nemt at finde en god balance mellem arbejde og studie. Gennem Vagtordningens kalenderfunktion har hun fuld kontrol over, hvilke vagter hun kan tage, og det skaber en fleksibilitet, der passer perfekt til et travlt studieliv.
"Det er virkelig nemt med kalenderfunktionen i Vagtordningens app, hvor man kan opdatere hvornår man er til rådighed. Så på den måde kan man jo tilpasse det 100% til ens studie og fritidsliv.”
Arbejdet som vikar har ikke kun været en måde at tjene penge på ved siden af studiet – det har også givet Cecilie uvurderlig praktisk erfaring, som hun kan tage med sig i sin fremtidige karriere som sygeplejerske. Hver vagt byder på nye oplevelser og læring, og det er tydeligt, at jobbet har gjort hende mere omstillingsparat og selvsikker.
"Jeg lærer noget nyt hver eneste vagt, og det er fedt at kunne koble teorien fra studiet med praktisk erfaring. Det har helt klart styrket mine praktiske færdigheder og givet mig erfaring i at håndtere ansvar."
Cecilie anbefaler andre sygeplejestuderende at overveje at blive vikar i Vagtordningen. Hun pointerer, at det er vigtigt at kende sine egne kompetencer og grænser, både fagligt og personligt, og turde sige til og fra, da det heller ikke er alt man må som sygeplejestuderende. Cecilie understreger dog samtidig, at der altid er kollegaer på afdelingerne, som står klar til at hjælpe og støtte. Selvom ansvaret kan føles stort, oplever hun, at afdelingerne er klar til at hjælpe:
"Man er aldrig alene. Kollegaerne er altid klar til at støtte, og hvis der er noget, jeg ikke føler mig tryg ved, så viser de mig, hvordan jeg kan gøre det næste gang."
For Cecilie har arbejdet som vikar været en rejse fyldt med faglig og personlig udvikling, hvor hun dag for dag får indblik i, hvordan hverdagen som sygeplejerske ser ud, når hun er færdiguddannet i 2026.