Skip til primært indhold

Mød en underviser på Vagtordningens SPV kursus

Martin er underviser på Vagtordningens SPV kurser. Læs mere om hvordan han kombinerer en fast stilling på FAM med undervisningen.

Martin - underviser og sygeplejerske

Akutsygeplejerske om dagen – Underviser om aftenen 

Martin er lidt af en superhelt i vores øjne. Han formår at balancere en travl hverdag som uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse FAM, OUH samtidig med at han underviser medicinstuderende på vores SPV-hold. 

Siden han afsluttede sin uddannelse i 2012, har Martin Nyborg Rasmussen været en fast del af FAM. I 2018 blev han uddannet klinisk vejleder i FAM og efterfølgende ansat som underviser i Vagtordningen. Det var ønsket om at have sit eget ansvarsområde, der fik ham til at søge stillingen som underviser.

Det er jo bare mega fedt at få lov at formidle hvad god sygepleje er. [For mig] er god sygepleje både omsorg for patienten, herunder basal sygepleje og nogle gange bare have tid til at kunne give en ekstra kop kaffe eller kunne sætte sig ned og lige holde patienten i hånden hvis der er brug for det”.

Ifølge Martin adskiller undervisningen på sygeplejevikarkurset sig fra universitetets, da de medicinstuderende selv har valgt at ansøge kurset og dermed er mere motiverede. Deres nysgerrighed fører til dybere spørgsmål, som gør undervisningen dynamisk og udfordrende – både for studerende og undervisere. Kurset består desuden af en kombination af teori og omfattende casearbejde, hvilket også adskiller det fra den mere teoretiske tilgang på universitetet.

Det er fedt at nogle unge medicinstuderende også kan udfordre mig som efterhånden rutineret underviser.” 

Underviserne på SPV-holdene har stor frihed til at tilpasse undervisningen til holdets dynamik og læringsmål. Hvert hold er unikt, så fleksibilitet er vigtig for at imødekomme de studerendes behov. Denne frihed gør det muligt at præge undervisningen, og underviserne har udviklet eget videomateriale til undervisningen for at sikre relevant og engagerende læring. For Martin er denne frihed afgørende for at skabe den bedst mulige læring, hvor de studerende også får noget værdifuldt med.

Jeg synes det vigtigste de studerende kan tage med sig [fra kurset] er fornemmelsen af at de gør en forskel når de kommer ud på en afdeling. Og at de passer på sig selv i fht. at kende deres kompetenceområder, så de ikke påtager sig ting som de ikke er oplært til.”

Afslutningsvis, spurgte vi Martin hvad hans bedste råd til nye vikarer er, at de skal ”Være nysgerrig, men huske på at de har et ansvar for et patientforløb.”  Og samtidig opfordrer Martin sygeplejevikarer til at bruge nysgerrigheden til at forventningsafstemme med afdelingen.

APPFWU02V