Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilMarts 2021pilRegion Syddanmark og Odense Esport får 2.1 mio. kr. til Esport for alle projekt

Region Syddanmark og Odense Esport får 2.1 mio. kr. til Esport for alle projekt

24-03-2021 | Af Mira Borggreen

Børn og unge med særlige fysiske handicap skal have mulighed for at gå til esport og være en del af det virtuelle esports-fælleskab ligesom alle andre børn. Det er formålet med projektet ’Esport for alle’, som VELUX FONDEN har bevilliget 2,1 mio. kr. til.

På legepladsen eller fodboldbanen er de altid anderledes, men online har alle den samme slags avatar og er del af det virtuelle fælleskab uanset fysiske forskelle. Det er en af tankerne bag det nye projekt ’Esport for alle’, som Region Syddanmark og Odense Esport lancerer i foråret 2021.

Projektet skal med undervisning og specialudviklet udstyr gøre det muligt for børn og unge med særlige fysiske handicaps at deltage på lige vilkår med andre børn og unge i virtuelle esportsaktiviteter.

Region Syddanmark har søgt VELUXFONDEN om midler til projektet, og i marts 2021 offentliggjorde fonden, at ’Esport for alle’ er et af i alt otte projekter omkring digitale fællesskaber, der får støtte.

Formand for Social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark Thies Mathiasen (DF) glæder sig over det kommende projekt:

- Vi ved, at det har betydning for børn og unges ve og vel, at de kan indgå i fællesskaber med andre – og at det kan være rigtig svært at være anderledes. Derfor er det rigtig glædeligt, at ’Esport for alle’ nu får luft under de virtuelle vinger og kan være med til at nedbryde de fysiske begrænsninger, børn og unge med handicap kan opleve i hverdagen. Det kan være med til at øge deres livskvalitet og give vores medarbejdere specialiseret viden og erfaring med, hvad der skal til for at skabe virtuelle fælleskaber, hvor alle kan være med. Vi kan simpelthen give de her børn et mere almindeligt børneliv.

Daglig leder hos Odense Esport Aske Kiær Isaksen siger:

- Jeg er enormt glad for, at det lykkes at sætte liv i dette projekt, som skal være med til at skabe gode fællesskaber på kryds og tværs blandt esports-entusiaster. Jeg tror på, at uanset om man har en fysisk funktionsnedsættelse eller ej, så kan man få noget godt ud af esporten.

Tæt samarbejde

Region Syddanmarks Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) og Odense Esport vil stå for den praktiske udførelse af projektet. CKV skal rådgive om, hvilke spil der passer til det enkelte barn og dets udvikling, og så vil de stå for at indsamle og opbygge viden om esport som en terapimetode og dokumentere effekten. CKV skal også stå for at udpege de børn, som er i stand til og kan have gavn af at deltage i projektet.

Sissel Madsen er ergoterapeut hos Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, CKV Odense. Hun siger:

- Vi har især kig på børn og unge med fysiske udfordringer som for eksempel dårlig håndfunktion, der gør det udfordrende at styre og navigere i et onlinespil. De har tidligere været helt eller delvis udelukket fra gaming, fordi udstyret ikke har passet til dem. Men med bevillingen kan vi nu udvikle specialhjælpemidler og tilpassede løsninger, så de ikke længere bare skal kigge på eller være udelukket, på grund af at de er fysisk anderledes end andre børn.

Deltagerne til projektet vil komme fra regionens institutioner, via kommunerne og fra udvalgte patientforeninger.

Odense Esport, som er en af landets største professionelle esportudbydere, skal stå for selve undervisningen, hjælpe børnene med at finde sig til rette i det virtuelle univers og styrke deres brug af teknologi i hverdagen.

 




Fakta

’Esport for alle’ er støttet af VELUX FONDEN, som er en almennyttig fond, der støtter aktive ældre, øjen- og aldringsforskning samt humanvidenskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål for at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. I 2020 uddelte VELUX FONDEN 314 millioner kr. VELUX FONDEN er stiftet i 1981 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) ligger i Odense og Fredericia. Centeret hjælper mennesker med fysiske funktionsnedsættelse inden for kommunikation, mobilitet, tale-, høre- og synsvanskeligheder, som kommunerne ikke selv kan varetage.

Odense Esport en af Danmarks førende e-sports organisationer. Organisationen underviser og konkurrerer blandt andet i CSGO, Fortnite og FIFA. 


Siden er sidst opdateret 08-04-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring