Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilJanuar 2021 - pressemeddelelserpilRegion Syddanmark styrker introduktionen for nyuddannede bioanalytikere

Region Syddanmark styrker introduktionen for nyuddannede bioanalytikere

Som nyuddannet medarbejder er det afgørende at få en god og tryg start på sit første job. Derfor har regionsrådet netop besluttet at udvide ordningen med introduktionsforløb for nyuddannede, så bioanalytikere også er omfattet. Samtidig udvides den nuværende introduktionsordning for jordemødre fra én til to måneder.

Regionsrådet har i de seneste års budgetaftaler prioriteret midler til bedre introduktion af en række nyuddannede medarbejdere: Sygeplejersker, SOSU-assistenter, KBU-læger og jordemødre. Nu har de syddanske politikere besluttet at udvide introduktionsordningen med 5,4 mio. kr. årligt, så den også omfatter bioanalytikere. Samtidig udvides introduktionsforløbene for nyuddannede jordemødre fra én til to måneder.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig over muligheden for at styrke regionen som en god og attraktiv arbejdsplads:

-  Jeg glæder mig over, at vi nu kan hjælpe endnu flere nyuddannede medarbejdere godt i gang på regionens sygehuse. En god introduktion til opgaverne, afdelingen og kollegaerne har stor betydning for trivslen og engagementet. Samtidig får de nye medarbejdere de bedste forudsætninger for at løse opgaverne med høj kvalitet til gavn for både arbejdsglæden og patienterne. Derfor mener jeg også, at en grundig oplæring kan være med til at holde på de medarbejdere, som vores sundhedsvæsen er dybt afhængige af – både nu og i fremtiden.

Bedre introduktionsforløb til bioanalytikere

Hovedparten af pengene – 4,4 mio. kr. årligt. – skal gå til at udbrede introduktionsforløb til nyuddannede bioanalytikere. Bioanalytikere er en mindre faggruppe i sundhedsvæsenet, men også en faggruppe som helt aktuelt er afgørende for testkapaciteten i forbindelse med COVID-19. Derfor er det meget positivt, at de nu også bliver omfattet af introduktionsordningen, fortæller formand for sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen (S):

- Vi har nogle nøglefunktioner på sygehusene, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde fast på, og bioanalytikerne er nogle af dem. Den nuværende coronapandemi har med al tydelighed vist, hvor vigtig en rolle de spiller i vores sundhedsvæsen, hvor vi hurtigt skal afdække, hvad patienterne fejler. Derfor er jeg meget tilfreds med, at de ekstra midler til en god introduktion både hjælper de nye medarbejdere, men også de kollegaer, der skal hjælpe de nyuddannede godt i gang med arbejdslivet.

Pengene fordeles til Odense Universitetshospital, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland, og de enkelte sygehuse skal nu i gang med at se på, hvordan midlerne til introduktion skal bruges, så introduktionsforløbene tilrettelægges bedst muligt.

Regionsrådet ønsker at følge op og lære af erfaringerne med introduktionsordninger for nyuddannede. Derfor er en evaluering af de eksisterende introduktionsordninger allerede sat i gang på regionens sygehuse.

Yderligere oplysninger:

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, tlf. 25 33 09 82

Formand for sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark, tlf.  29 20 12 00

Regionsrådet i Region Syddanmark – find kontaktoplysninger her.   

 




Siden er sidst opdateret 28-01-2021
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring