Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Nu skal regionens tolke også tolke i praksissektoren

Fra 1. juli 2021 skal tolkene på Tolkecenter Syddanmark stå for tolkningen for patienter, der ikke taler dansk, i praksissektoren. Det har et bredt flertal i regionsrådet netop vedtaget.
 
Tolkene på Region Syddanmarks tolkecenter skal fra 1. juli 2021 stå for fremmedsprogstolkningen i praksissektoren i Region Syddanmark.
 
Siden Tolkecenter Syddanmark blev oprettet i 2018, er antallet af tolkninger vokset støt og roligt, og tolkene leverer årligt cirka 30.000 videotolkninger på regionens sygehuse samt akutte telefon- og videotolkninger til lægevagter og sygehuse i hele landet. 

Tolkning i høj kvalitet

Det gør tolkecenteret så godt, at regionsrådet i Region Syddanmark nu har vedtaget, at tolkene også skal tolke over video for patienter, der ikke taler dansk, i praksissektoren. 
 
Praksissektoren dækker eksempelvis over praktiserende læger, speciallæger, psykologer og psykiatere, der leverer ydelser til patienter i deres egne klinikker. 
 
Udvalgsformand Bo Libergren (V) fra regionens udvalg for det nære sundhedsvæsen er meget tilfreds med beslutningen. Han siger:
 
- Både patienter og personale på sygehusene er rigtig godt tilfredse med den kvalitet, som Tolkecenter Syddanmark leverer, og derfor er det naturligt, at vi også tænker tolkning i praksis ind. Ved at hjemtage tolkningen sikrer vi både patienterne en god tolkeoplevelse og en bedre økonomi. 

Forventer årlig besparelse på tre millioner kroner 

I øjeblikket koster tolkninger i praksissektoren i Region Syddanmark cirka 16 millioner kroner om året. 
 
Hjemtagningen af tolkningen vil ifølge beregningerne føre til en besparelse på cirka tre millioner kroner om året, når det er fuldt implementeret. 
 
Tolkecenter Syddanmark leverer udelukkende tolkning over video eller telefon.  Det forventes, at der vil blive tale om cirka 25.000 tolkninger årligt indenfor praksisområdet. Estimatet er dog omfattet af en del usikkerhed. 
 
Hjemtagningen af tolkningen sker i forbindelse med, at den nuværende aftale om tolkning i praksissektoren udløber 30. juni 2021.
 
Et bredt flertal i regionsrådet står bag beslutningen. To medlemmer af Dansk Folkeparti undlod dog at stemme.
 
Yderligere oplysninger
Udvalgsformand Bo Libergren, (V), Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark, mobil 2920 1800 
 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

 
FAKTA
Der er i 2020 gennemført en evaluering af tilfredsheden med Tolkecenter Syddanmark, som viser, at 100 % af de interviewede sundhedsfaglige medarbejdere oplevede, at tolken ”i høj grad” eller ”i nogen grad” bidrog positivt til samtalen med patienten. Blandt patienterne var 100% enten i ”meget høj grad” eller ”i høj grad” tilfredse med tolkningerne i Tolkecenter Syddanmark. Dette skal ses i lyset af den utilfredshed med kvaliteten på tolkeområdet, som ledte til hjemtagningen.
 
Tolkecenteret har fastansatte tolke på følgende sprog: Arabisk, farsi, dari, pashto, tyrkisk, polsk, somalisk, bosnisk/kroatisk/serbisk, albansk, vietnamesisk, russisk, hviderussisk, rumænsk, tamilsk, italiensk, fransk, tigrinya, amharisk, engelsk, georgisk, kurmanji, sorani, bahdini og kalhori samt tilknyttede tolke på mandarin, kantonesisk, swahili, grønlandsk og litauisk. Antallet af tolkesprog tilpasses løbende efter den konkrete efterspørgsel. Mindre tolkesprog købes ved eksternt tolkebureau.
 



Siden er sidst opdateret 24-11-2020
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring