Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden
Region SyddanmarkpilRegional UdviklingpilMiljø og jordforureningpilStore jordforureningerpilForureningerne i Grindsted BypilOversigt over rapporterpilLaboratorieforsøg til test af AOP metoder overfor forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund

Laboratorieforsøg til test af AOP metoder overfor forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund

På baggrund af afværgeprogrammets anbefalinger er der i 2020 gennemført laboratorietest af fire lovende rensemetoder, der alle bygger på avancerede oxidationsprocesser (AOP). Ozonmetoderne giver de mindste rensningseffekter, mens UV og Brintperoxid viser en betydelig rensning af det forurenede vand, dog uden fuld rensning. Katalytisk H2O2 filter gør det muligt at nedbryde stort set alle organiske stoffer under processen. Økotoksikologiske test viser mod forventning, at det rensede vand tilsyneladende er mere toksisk end det urensede vand. Økonomi-overslag på de to mest lovende metoder viser, at udgifterne til etablering af et pilot-renseanlæg inkl. 1½ års drift ligger på 6,5-13,2 mio. kr.

Test af AOP metoder overfor forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund, oktober 2020

Hent rapporten "Laboratorieforsøg til test af AOP metoder overfor forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværkets fabrikgrund" (pdf, 15,2 MB)

Det tidligere Grindstedværket har givet anledning til væsentlige forureninger i Grindsted by, herunder en kraftig forureningsfane i grundvandet, som strømmer under byen og ud i Grindsted Å. I januar 2018 kom der nye oplysninger om denne udstrømning og dermed yderligere fokus på mulighederne for at igangsætte en indsats overfor belastningen af Grindsted Å

Regionsrådet besluttede på den baggrund i 2018 at igangsætte en systematisk udredning af mulighederne for at afværge belastningen fra jord- og grundvandsforureningerne efter det tidligere Grindstedværket i Grindsted by. En del af udredningen skulle afklare, hvilke midlertidige tiltag der væsentligt kunne reducere forureningen af Grindsted Å. Resultaterne af denne udredning er beskrevet i afværgeprogrammet for afværgeforanstaltningerne udarbejdet i maj 2019.

Afværgeprogrammet for afværgeforanstaltningerne fra maj 2019.

På baggrund af afværgeprogrammets anbefalinger er der i 2020 gennemført laboratorietest af fire lovende rensemetoder, der alle bygger på avancerede oxidationsprocesser (AOP). Princippet i AOP er, at forureningsstoffer nedbrydes ved en kemisk oxidation til andre stoffer; som udgangspunkt til stoffer der er uproblematiske for mennesker og miljø. 

Denne rapport beskriver resultaterne af de udførte laboratorietest.

AOP-test er udført af Suez i Schweiz/Frankrig og Water IQ i Holland. De fire testede AOP-metoder er:

  • Metode A - O3 (Ozon)
  • Metode B - O3 (Ozon) + H2O2 (Brintperoxid)
  • Metode C - UV + H2O2 (Brintperoxid)
  • Metode D - Katalytisk H2O2 filter
Suez her desuden udført test med rensning ved hjælp af aktivt kul; både på urenset og på AOP-renset vand. Endelig har det danske firma DHI udført økotoksikologiske test på urenset vand og på renset vand.
 
Ozonmetoderne (A og B) giver de mindste rensningseffekter. Desuden sker der en ikke ønskelig afdampning af specielt vinylchlorid under selve renseprocessen, ligesom der kan dannes uønskede stoffer som f.eks. det kræftfremkaldende bromat. 
 
Metode C viser en betydelig rensning af det forurenede vand, men der opnås ikke en komplet rensning. Det er muligt at nedbryde stort set alle organiske stoffer i vandet med metode D. For de to metoder C og D er det usikkert, om der dannes uønskede stoffer under renseprocessen. Ved begge metoder opnås yderligere renseeffekt ved efterbehandling med aktivt kul. Der vil være behov for yderligere test af metoderne C og D for at optimere rensningen og for at tilvejebringe tilstrækkeligt grundlag for dimensionering af et pilot-rensningsanlæg. 
 
Økotoksikologiske test viser mod forventning, at det rensede vand tilsyneladende er mere toksisk end det urensede vand.
 
Økonomi-overslag på de to mest lovende metoder C og D viser, at udgifterne til etablering af et pilot-renseanlæg inkl. 1½ års drift ligger på 6,5-13,2 mio. kr. Udgifter til de anbefalede supplerende test og rådgivning er anslået til 0,5-1,0 mio. kr. 
 

Siden er sidst opdateret 16-12-2020
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring