Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Region SyddanmarkpilSundhedpilCoronapilSkal du testes?pilTest af borgere, der er nær kontakt til smittede

Test af borgere, der er nær kontakt til smittede

Når du har været i nær kontakt med en smittet med COVID-19, er der flere ting, du kan gøre for at hjælpe med at stoppe smitten. 

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person, dvs. en person, som er testet positiv for ny coronavirus, i perioden fra 48 timer før, personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer er ophørt.

Det er vigtigt, at du bliver hjemme, undgår at mødes med andre og bliver testet, hvis du har været i nær kontakt med en smittet person, og dermed selv er i risiko for at være blevet smittet.

Hvis der er gået mere end 14 dage, siden du var i nær kontakt med den smittede person, og du ikke har symptomer, regnes du for smittefri, og du skal derfor ikke foretage dig noget særligt.

Hvis den smittede person ikke har haft symptomer, drejer det sig om perioden fra 48 timer før til 7 dage efter, at personen fik taget testen.

Hvornår betragtes du som nær kontakt?

Du betragtes som nær kontakt, hvis du har været i kontakt med en person, som er testet positiv for ny coronavirus i følgende tilfælde:

  • Du bor sammen med en smittet person
  • Du har haft direkte fysisk kontakt (f.eks. ved kram) med en smittet person
  • Du har haft ubeskyttet og direkte kontakt til sekreter fra en smittet person (f.eks. er blevet hostet på eller har berørt brugt lommetørklæde m.v.)
  • Du har haft tæt “ansigt-til-ansigt” kontakt inden for 1 meter i mere end 15 minutter til en smittet person (f.eks. samtale med personen)
  • Du er sundhedspersonale, som har deltaget i plejen af en patient med COVID-19, og som ikke har benyttet værnemidler på de foreskrevne måder.

Hvordan får du besked om, at du er nær kontakt?

Du vil typisk få besked om, at du er nær kontakt på følgende måder:

  • Ved at blive kontaktet af en person, du kender, som er blevet testet positiv
  • Ved at blive ringet op af Coronaopsporing, som hjælper personer, som er testet positiv med opsporing af nære kontakter
  • Ved at du bliver kontaktet i forbindelse med smittetilfælde på skoler, i dagtilbud, på arbejdspladser m.v.
  • Via appen smitte|stop. Hvis du har hentet appen smitte|stop og har den aktiveret, får du besked via appen, hvis en person, du har været tæt på, deler et positivt testresultat i appen. Du får ikke besked om, hvem personen er, eller hvor og hvornår kontakten er foregået.

Hvordan bliver du testet?

Hvis du får besked om, at du er nær kontakt til en person smittet med ny coronavirus, skal du kontakte Coronaopsporing, der er en enhed under Styrelsen for Patientsikkerhed, på tlf. 32 32 05 11 (tast 2), for at blive henvist til 2 tests som følger:

1. test:

Book tid til første test tidligst 4 dage efter, at du sidst var i nær kontakt med den smittede. 

Hvis du løbende har nær kontakt med en smittet, f.eks. fordi I bor sammen og personen ikke har mulighed for at isolere sig, eksempelvis et barn, skal du booke tid til første test hurtigst muligt efter, at personen er smittefri, dvs. 48 timer efter at personens symptomer er forsvundet eller 7 dage efter personens test blev taget, hvis personen ikke har symptomer.

2. test:

Book tid til anden test 2 dage efter den første test. Hvis der er gået mere end 6 dage efter, at du sidst var i nær kontakt med den smittede, skal du ikke have to tests og behøver kun at booke tid til første test. 

Hvis der er gået mere end 14 dage, siden du var i nær kontakt med den smittede, skal du ikke testes.

Er du i tvivl?

Er du i tvivl om hvordan og hvornår, du skal booke tid til test, kan du kontakte Kontaktopsporingsenheden under Styrelsen for Patientsikkerhed ved at ringe til myndighedernes fælles hotline på tlf. 70 20 02 33 og taste 2.
Læs mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er nær kontakt til en smittet i Sundhedsstyrelsens folder

Brug mundbind ved teststederne

Der er krav i Region Syddanmark om anvendelse af mundbind i forbindelse med test ved regionens testfaciliteter. Når du møder op til testcenteret, skal du derfor medbringe et fabriksfremstillet CE-mærket engangsmundbind.

Undtagelser for dette:

  • Hvis du skal testes ved et drive-in, og derfor er i bil
  • Hvis du er under 12 år
  • Hvis du har vejrtrækningsbesvær
  • Hvis det drejer sig om en person med nedsat bevidsthed, eller fysisk eller mental svækkelse

Det er vigtigt, at du holder afstand, når du møder op til teststedet, da du kan smitte andre.


Siden er sidst opdateret 09-10-2020.
Kontakt Sundhed

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring