Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilSeptember 2020pilDet dansk-tyske Interreg-samarbejde er sikret
Interreg_6A_450px

Det dansk-tyske Interreg-samarbejde er sikret

23-09-2020 | Af Astrid Westergaard

Der kommer et nyt dansk-tysk samarbejde: Interreg 6A Deutschland-Danmark 2021-2026. Det glæder styregruppen for Interreg 6A, som holdt deres første møde onsdag 23. september.

Nu er det sikkert, at der kommer et nyt dansk-tysk samarbejde: Interreg 6A Deutschland-Danmark 2021-2026. Det blev nemlig slået fast, da EU’s statsledere ryddede det store budgetspørgsmål af vejen ved topmødet i Bruxelles i slutningen af juli.

Det glædede deltagerne på styregruppens første møde, som blev holdt på Flensborghus i Flensborg onsdag 23. september.

Og selvom EU-tilskuddet nok bliver lavere end det kendte fra perioden 2014-2020, blev det alligevel modtaget med glæde af styregruppen for Interreg 6A, at der kommer et betydeligt EU-tilskud til samarbejder mellem Danmark og Tyskland. Det nuværende Interreg A5-program havde et samlet projekttilskud på ca. 670 mio. kr.

Grøn omstilling i fokus

Regionsrådsmedlem Preben Jensen (V), der er udpeget som Region Syddanmarks særlige repræsentant for dansk-tyske spørgsmål og deltog i mødet, udtaler: 

- Vi har nu syv års erfaring med at samarbejde i en stor dansk-tysk geografi. Fra Fanø til Møn er vi fælles om at kigge efter samarbejdsmuligheder med vores tyske partnere. Og der er mange. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan forstærke samarbejdet. 

Preben Jensen slog fast, at den grønne omstilling bliver endnu vigtigere i samarbejdet i de kommende år, mens man fortsat vil prioritere erhvervsmæssig innovation, forsknings- og uddannelsessamarbejder og naturligvis grænseoverskridende kultursamarbejde. 

Han kunne også orientere om, at der nu starter en høringsrunde, hvor aktører kan komme med inspiration til at konkretisere disse overskrifter.

Det var Flensborgs borgmester Simone Lange, som var vært ved mødet, som blev afholdt med fuld respekt for corona-pandemien. Deltagerne var repræsentanter for Interreg 6A-samarbejdet, som ud over Region Syddanmark og Region Sjælland tæller byerne Flensborg, Kiel, Neumünster og Lübeck og fem landkredse i Slesvig-Holsten.


Siden er sidst opdateret 29-09-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring