Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Stor stigning i brug af telemedicin

Coronapandemien har skabt et boom i antallet af digitale konsultationer i sundhedsvæsenet. Nu skal Region Syddanmark tage erfaringerne fra foråret med i det videre arbejde med at udbrede brugen af blandt andet videokonsultationer, mener formanden for Region Syddanmarks digitaliseringsudvalg, Mette Bossen Linnet (V).
 
Da coronapandemien i foråret 2020 lukkede store dele af samfundet ned, tvang det flere institutioner og virksomheder til at tænke ud af boksen – også sundhedsvæsenet. Det førte til et boom i antallet af blandt andet telefon- og videokonsultationer.
 
Antallet af digitale konsultationer – også kaldet telemedicin – i Region Syddanmark steg fra 341.348 i 1. halvår 2019 til 467.086 i 1. halvår 2020. Det var en naturlig konsekvens af, at adgangen til blandt andet sygehusene var yderst begrænset i foråret.
 
Siden da er antallet og andelen af digitale konsultationer faldet, men det ligger dog stadig over tallene for 2019. En del af forklaringen på faldet er, at mange kroniske patienter ikke alene kan varetages virtuelt, men også har brug for fysisk fremmøde. Det betyder, at flere af de kroniske patienter, som kunne få konsultationer virtuelt under COVID-19-udbruddet i foråret, nu bliver tilbudt fysisk fremmøde, efter at restriktionerne er blev lettet.
 
Formanden for Digitaliseringsudvalget i Region Syddanmark, Mette Bossen Linnet (V), siger:
 
- Vi har som mål i Region Syddanmark, at 30 pct. af de ambulante konsultationer i vores sundhedsvæsen skal foregå digitalt. De digitale konsultationer er en stor fordel for såvel borgerne som sundhedsvæsenet. Borgeren slipper for en muligvis længere rejse for at komme til sygehuset, og lægerne på sygehusene kan hurtigt omstille sig fra én konsultation til en anden. Samtidig er det selvsagt en stor fordel i disse tider, at vi begrænser de fysiske møder så meget som muligt.

Stort ledelsesmæssigt fokus

På alle sygehusene er der et stort ledelsesmæssigt fokus på, hvordan erfaringerne fra COVID-19 kan fastholdes, og man vil forsøge at forankre muligheden for telemedicinsk kontakt i de enkelte patientforløbsbeskrivelser og i de konkrete arbejdsgange.
 
Det glæder Mette Bossen Linnet:
 
- Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil se en større grad af telemedicinske løsninger vinde indpas i sundhedsvæsenet. I takt med at flere og flere borgere bliver vant til at klare de fleste ting online, vil efterspørgslen på digitale konsultationer med al sandsynlighed også stige. Vi skal som et moderne sundhedsvæsen være klar til at tilbyde vores patienter de løsninger, de efterspørger, og derfor er både Region Syddanmark og ledelserne på de enkelte sygehuse meget optagede af at udvikle denne del af vores tilbud til borgerne.
 
Se flere tal om udbredelsen af telemedicin her: https://rsyd.dk/dwn760663
 
Yderligere oplysninger:
Udvalgsformand Mette Bossen Linnet (V), Digitaliseringsudvalget, Region Syddanmark, telefon 26 18 33 86



Siden er sidst opdateret 15-09-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring