Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Podning i børnehøjde

Sådan kommer dit barn bedst gennem en coronatest

Vinduet ruller ned, og en person med blå rumdragt og maske på stikker armene ind i bilen og jager en lang, hvid pind ned i halsen på dig.

Sådan kan et barn godt opleve en COVID-19-podning, hvis den foregår i en bil. Det kan være en skræmmende oplevelse – hvad enten det så er i bil eller gående.
Netop derfor kan det være en god idé at snakke podningen igennem med dit barn, inden det skal ske.

Det kan du få fem gode råd til her, ligesom du også kan læse, hvad de gør i podeteltene for at gøre oplevelsen mindre skræmmende for børn.

Fem gode råd

 
Jens Jakob Petersen, børnelæge Sydvestjysk Sygehus giver gode råd, når børn skal testes for corona
 

Jens Jakob Petersen er børnelæge på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Og så har han været med til at lede podeindsatsen ved sygehuset.
Han giver her fem gode råd til dig som forælder, hvis dit barn skal podes:

  • Forbered dit barn på, hvad der kommer til at ske. Fortæl dem, at I skal ud i et telt, hvor de skal åbne munden, og får en vatpind ind, der rører nede i det bagerste af halsen.
     
  • Undgå at sige, at det ikke gør ondt, eller at det ikke er ubehageligt. Man må ikke lyve for børn. Men man skal måske heller ikke sige, at det er det værste i verden. Det er vigtigt, at børnene har et realistisk billede af, hvad det er.
     
  • Se filmen om Buller og Basse, der bliver podet på sygehuset
     
  • Undgå at tale negativt om podningen eller sige, at det er noget farligt eller slemt. Hvis du som forælder ikke selv kan lide at blive podet, så undgå at smitte dit barn med den samme frygt for podning.
     
  • Når I er i testcenteret: Sørg for at holde dit barn i hånden og holde dem trygge ved det. Undgå stress og jag, så oplevelsen ikke er farvet af forhastelse og en bekymring. Det giver et dårligt udgangspunkt.

Personalet forsøger at skabe en god situation

Det er forskelligt, hvilke testfaciliteter man har til børn rundt om på de syddanske sygehuse. Nogle steder er der børnespor med billeder og andet, der kan fange opmærksomheden. Andre steder er det mere som de voksnes testspor.

Fælles for alle stederne er, at personalet gør alt hvad de kan for at gøre det til en god oplevelse:

- Vi forsøger at gøre det sjovt, for eksempel ved at sige nogle sjove ting, som at barnet skal åbne munden og lade som om, de skal fange frikadeller med munden. Det gør vi selvfølgelig for, at de skal holde munden åben, men hvis vi kan lave noget sjov og noget leg ud af det, så går det lidt nemmere, siger Jens Jakob Petersen. 

Jens Jakob anbefaler, at hvis det er et testcenter med stole, så kan du lade dit barn sidde hos dig, når det skal podes. Så er det i en tryg favn.

- Vi forsøger at gøre det hurtigt, så det kun er kortvarigt vi skal røre i halsen. Hvis et barn virkelig ikke vil podes, og skriger voldsomt, undlader vi at pode dem. De skal ikke udsættes for et større overgreb. Det kan være vigtigt med podningen, men hvis det ikke er altafgørende, vil vi kun forsøge i 5 minutter, og herefter lade barnet få en pause, og måske vælge at undlade podningen, siger Jens Jakob Petersen. 


Hvornår skal dit barn testes?

På regionens hjemmeside kan du se tilbud om test af børn med og uden symptomer

Det kan godt være svært at vurdere, hvornår dit barn skal testes. Som udgangspunkt siger man, at børn skal følge de samme anbefalinger som voksne. Men da børn ofte får svage eller ingen symptomer, og måske ikke altid er i stand til at fortælle om deres sygdom, er der her fire råd fra Sundhedsstyrelsen, som du kan forholde dig til:

  • Se på dit barn og vurder barnets samlede tilstand, ligesom du plejer at gøre, når der ikke er COVID-19 epidemi. Hvis dit barn ikke er frisk, skal du holde det hjemme for at undgå, at det smittet andre børn og voksne.
     
  • Under COVID-19 epidemien skal du være særlig forsigtig, hvis dit barn har symptomer og virker sløj, og du skal undgå at sende dit barn afsted, før det er helt rask.
    Det er meget almindeligt, at næsen løber med klart snot, når børn for eksempel leger ude i køligt vejr, eller hvis barnet græder. Det kaldes også løbenæse. Hvis dit barn kun er snottet og har løbenæse med klart snot og enkle nys, og ellers virker frisk  og leger som normalt, er der ikke grund til at holde barnet hjemme.
     
  • Hvis dit barn har tegn på sygdom – det kan være symptomer fra luftveje som forkølelse, feber eller utilpashed – skal dit barn blive hjemme. 
     
  • Hvis dit barn virker sygt og har symptomer, som giver mistanke om COVID-19, eller er du i tvivl, bør du ringe til egen læge for at få en vurdering og evt. en henvisning til test.

Du kan læse meget mere om myndighedernes anbefalinger om børn og COVID-19 på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Kilde: Sundhedsstyrelsen


Siden er sidst opdateret 07-10-2020
Kommunikation

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring