Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Tandlægevagt åbner i Kolding

Borgere i Trekantområdet får nu væsentlig kortere til akut tandlægebehandling i weekender og på helligdage. 4. juli 2020 åbner en ny tandlægevagt på Den Regionale Tandplejes klinik på sygehuset i Kolding. Dermed udvides antallet af syddanske tandlægevagter fra to til tre klinikker, og det betyder kortere ventetid for alle syddanskere

Får man som syddansker akutte tandsmerter i en weekend eller på en helligdag, har man i dag to steder, hvor man kan få hjælp. Enten i tandlægevagten i Esbjerg eller i Odense.

Men nu bliver de to tandlægevagter suppleret med en tredje, som kommer til at ligge i Kolding. 4. juli 2020 åbner endnu en regional tandlægevagt på Den Regionale Tandplejes klinik på sygehuset i Kolding.

Tandlægevagten udfører nødbehandlinger, som ikke kan vente, til patienternes egen tandlæge åbner igen. Det kan for eksempel være akut behandling i forbindelse med tandpine, mindre skader på tænderne eller tabte fyldninger.

Kortere ventetid på akut behandling

Regionen har oplevet en stigende tilgang af patienter til tandlægevagten de seneste par år og forventer, at den udvikling fortsætter. Det har betydet længere ventetider.

Derfor besluttede regionsrådet tidligere på året at udvide den syddanske tandlægevagt, så det fremover også bliver muligt at få akut tandlægehjælp uden for normal behandlingstid på klinikker i Kolding og Sønderborg. Det er den ene af de to klinikker, som nu åbner.

Udvalgsformand Bo Libergren (V) siger:

- Det er glædeligt, at vi har mulighed for at forbedre servicen ved at åbne yderligere to tilbud – først i Kolding og senere i Sønderborg. Flere klinikker giver mindre ventetid for de syddanskere, der har brug for akut behandling, samtidig med, at der bliver kortere vej til den akutte behandling for borgerne i Trekantområdet og senere for sønderjyderne. 

Sønderborg må vente lidt endnu

Regionen arbejder lige nu på at rekruttere medarbejdere til den planlagte tandlægevagt i Sønderborg og håber, at tandlægevagten bliver klar til at åbne i efteråret. 

Planen er, at tandlægevagten får til huse i Den Regionale Tandplejes klinik på sygehuset i Sønderborg.

Fakta

Region Syddanmark har drevet tandlægevagt siden december 2006 og udfører cirka 1.700 – 1.800 behandlinger om året.

Da behandlingerne sker uden for normal åbningstid, skal patienterne betale et vagttillæg. 

Hvis der er tale om større akutte tandskader for eksempel efter et cykelstyrt eller på grund af en operation i munden, behandles skaderne dog i den regionale tandskadevagt.

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Bo Libergren (V), Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark, mobil 29 20 18 00

Centerchef Mette Aagaard Bjergmark, Den Regionale Tandpleje, Region Syddanmark, mobil 29 39 12 07

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
 




Siden er sidst opdateret 25-06-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring