Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilArtiklerpilFebruar 2020pilRegionsrådet peger på permanent placering af ambulance i Kruså

Regionsrådet peger på permanent placering af ambulance i Kruså

26-02-2020 | Af Carsten Bruun

For at forbedre responstiderne i grænseområdet oprettede Region Syddanmark i september sidste år en akutbil i Tinglev og flyttede samtidig Tinglev-ambulancen tættere på grænsen – i første omgang til en midlertidig placering i Padborg. Regionsrådet har nu besluttet at leje sig ind i ejendommen Skovglimt 6 i Kruså, så ambulancen får permanent base der.

Et enigt regionsråd besluttede på mødet den 24. februar 2020 at indgå en lejeaftale med ejeren af Skovglimt 6 i Kruså om at indrette ejendommen til ambulancestation, således at den døgndækkende ambulance rykker ud fra denne adresse fra en gang i løbet af foråret.

Regionsrådet har aftalt at gøre noget ved responstiderne i det østlige grænseområde. Derfor oprettede Region Syddanmark i september sidste år en akutbil i Tinglev og flyttede samtidig Tinglev-ambulancen til Kruså/Padborg-området. Ambulancen har midlertidig base hos Brand og Redning Sønderjylland i Padborg. Forskellige permanente placeringer har været overvejet, og med regionsrådets beslutning forleden er der nu faldet en løsning på plads, der kun afventer de sidste godkendelser fra relevante myndigheder.

Flytning har allerede betydet kortere responstider

Flytningen af ambulancen sydpå har allerede betydet kortere ambulance-responstider i grænseområdet. Således er der sket et markant fald i andelen af kørsler over 15 minutter i Padborg og Kruså i 4. kvartal 2019 sammenlignet med samme periode året før. Dog er andelen steget lidt i Gråsten. Det er andelen af antal kørsler for første sundhedsprofessionelle hjælp for det enkelte postnummer, der er målt på her.

Mads Skau (V), formand for regionens præhospitale udvalg, siger:

- En analyse har vist, at vi kunne forbedre responstiderne i grænseområdet ved at flytte vores ambulance i Tinglev tættere på grænsen. Tilbage i september sidste år flyttede vi derfor ambulancen til en midlertidig placering hos Brand og Redning i Padborg. Vi har været rigtigt glade for lokalefællesskabet der, men har nu fundet en endnu mere ideelt placeret ejendom, der kan huse Kruså-ambulancen permanent. Ejendommen ligger godt placeret med direkte udkørsel til de store hovedfærdselsårer mod henholdsvis nord, øst og vest.

Enigt regionsråd bag aftale om flere ambulancer

Alle partier i det syddanske regionsråd aftalte i februar sidste år at bruge ni mio. kr. ekstra på flere ambulancer og akutbiler i regionen.

Aftalen baserede sig på en større analyse af det præhospitale beredskab i regionen. Analysen pegede på, hvor der var brug for ekstra ambulancer og akutbiler og flytning af eksisterende beredskaber for at forbedre responstiderne.

Den nye akutbil flyttede i september 2019 ind i Ambulance Syds lokaler i Tinglev og er siden rykket ud derfra.


Siden er sidst opdateret 26-02-2020.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring