Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilDecember 2019pilRegion Syddanmark har landets bedste lægedækning

Region Syddanmark har landets bedste lægedækning

Det går godt med lægedækningen i Region Syddanmark. En opgørelse viser, at Region Syddanmark er det område i landet, hvor flest praktiserende læger har åbent for nye patienter og hvor hver læge har færrest patienter i gennemsnit.

I Region Syddanmark har der i mange år været et stort fokus på at tiltrække praktiserende læger, og selvom der er områder, hvor patienterne ikke har mulighed for frit at vælge læge, har regionen samlet set landets bedste lægedækning i forhold til praktiserende læger.

En analyse fra PLO, Praktiserende Lægers Organisation, viser, at der lige nu er 6 ud af 10 af de syddanske lægepraksisser, der har åbent for tilgang af patienter, mens det på landsplan kun er cirka 4 ud af 10, der tager imod nye patienter. 

Samtidig er Region Syddanmark også den region, hvor hver enkelt læge har færrest patienter i gennemsnit. I gennemsnit har en praktiserende læge i Region Syddanmark  ca. 1.550 patienter. På landsplan er tallet 1.710 patienter pr. praktiserende læge.

Fastholde fokus

Det er en situation, som formanden for Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), er rigtig godt tilfreds med:

- Vi har længe arbejdet benhårdt på at tiltrække læger og sikre god dækning til alle syddanskere, og derfor er det godt at se, at arbejdet bærer frugt. Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. Vi har stadig udfordringer med lægedækningen i dele af regionen, og derfor skal vi holde fast i vores fokus på at få flere praktiserende læger til regionen generelt, siger Bo Libergren og nævner, at regionen for eksempel har haft stort fokus på at klæde unge læger på til at nedsætte sig i praksis og generelt være på forkant i forhold til udmøntning af nye ydernumre for at sikre lægedækningen.

Praktiserende læge Peter Krantz Barkholt, der er konstitueret formand for PLO Syddanmark, har et klart bud på, hvad det bunder i:

- I Region Syddanmark har PLO og regionen et konstruktivt samarbejde omkring rekruttering og fastholdelse af praktiserende læger. Regionen prioriterer rekrutteringen højt og lægerne har været dygtige til at være fleksible, når der er opstået problemer lokalt.

Gode fremtidsudsigter

I Region Syddanmark er der omkring 800 praktiserende læger fordelt på ca. 360 praksisser.

Med en gennemsnitsalder på 51,3 år er der udsigt til, at mange praktiserende læger i Region Syddanmark formentlig vil blive i praksis i mange år endnu, og den relativt gode lægedækning kan opretholdes, mener Bo Libergren:

- Der har i en årrække været en del udfordringer med, at mange læger gik på pension og ingen stod klar til at overtage deres ydernumre. Men den problemstilling ser også ud til at være toppet, så nu handler det om at holde fast i de dygtige læger, vi har og have fokus på, hvad vi som region kan gøre for at gøre det attraktivt at arbejde i almen praksis.

Yderligere oplysninger:

Udvalgsformand Bo Libergren (V), Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark, telefon: 2920 1800

Konst. Formand for PLO Syddanmark, Peter Krantz Barkholt, telefon: 2636  7998

 




Siden er sidst opdateret 03-12-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |