Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilNovember 2019pilSyddanmark bliver en hjerteløber-region

Syddanmark bliver en hjerteløber-region

Region Syddanmark har besluttet at tilslutte sig Trygfondens hjerteløber-ordning, som også Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Region Nordjylland er en del af. Mange syddanskere har allerede tilmeldt sig ordningen, og udvalgsformand Mads Skau håber, at mange flere vil følge trop.

Et flertal i regionsrådet har i dag valgt, at Region Syddanmark i løbet af næste år skal indgå i Trygfondens hjerteløber-ordning. Ordningen giver alarmcentralen mulighed for at sende frivillige førstehjælpere ud til hjertestop i nabolaget.

For forslaget stemte Venstre, seks medlemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, løsgænger Marianne Mørk Mathiesen og Morten Weiss-Pedersen (C) – alt 28 medlemmer. Imod stemte SF, Enhedslisten, Pia Tørving ( S), Bente Gertz (S), Andrea Terp (S), Meho Selman (S) og Michael Nielsen (C) – i alt 13 medlemmer.

Formand for præhospitaludvalget, Mads Skau (V), håber, at syddanskerne vil bakke op om hjerteløber-ordningen:

- Vi kan se, at hjerteløber-ordningen er en stor succes i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Rigtig mange frivillige har tilmeldt sig ordningen, og jeg håber, at vi vil opleve en ligeså stor opbakning her i regionen dels fra nye tilmeldte, men også fra vores nuværende førstehjælpere.

Der arbejdes henimod, at Region Syddanmark overgår til Trygfondens ordning til maj 2020. Indtil da vil der fortsat rykke frivillige fra Danmark Redder Liv ud til hjertestop i Region Syddanmark.

Alle kan blive hjerteløbere og gøre en forskel

Region Midtjylland og Region Hovedstaden har siden 2018 haft en samarbejdsaftale med Trygfonden om deres hjerteløber-ordning. Derudover har Region Nordjylland netop valgt til tilslutte sig ordningen. Over hele landet er flere end 72.000 frivillige tilmeldt hjerteløberordningen.

Trygfonden stiller ikke krav til, at man har gennemført en førstehjælperuddannelse for at blive hjerteløber. Dermed kan alle kan tilmelde sig, og det har mange syddanskere faktisk allerede gjort. På nuværende tidspunkt har 6.400 syddanskere tilmeldt sig ordningen, selvom den ikke er indført i Region Syddanmark endnu.

Udvalgsformand Mads Skau mener, at én samlet førstehjælperløsning på tværs af landet er at foretrække:

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke trække på de mange tusinde hjerteløbere, der er i de andre regioner eller for så vidt hjerteløberne i vores egen region. Derfor giver det god mening, at vi har én løsning på tværs af landet, så jeg ville kunne træde til uanset, om jeg slår græs hjemme ved mit hus i Vojens, eller om jeg er på ferie i Nordjylland.

Tak for samarbejdet til Dansk Folkehjælp

Region Syddanmark har i dag en førstehjælperordning, der bliver drevet af Dansk Folkehjælp. Ordningen kaldes Danmark Redder Liv. Dansk Folkehjælp har foruden aftalen med Region Syddanmark en aftale med Region Sjælland. Samlet set har de to regioner cirka 5.500 førstehjælpere tilmeldt Danmark Redder Liv.

Denne ordning forlader Region Syddanmark nu med en masse gode erfaringer i baggagen, og

Mads Skau har været meget tilfreds med Dansk Folkehjælp:

- Vi har haft et forbilledligt samarbejde med Dansk Folkehjælp, og vi tager en masse gode erfaringer med os videre i det nye projekt. Vi vil blandt andet se, om vi ikke kan indkøbe veste til de førstehjælpere, der måtte ønske det samt arrangere en række førstehjælpskurser.

De mange frivillige, der er tilmeldt Danmark Redder Liv, vil blive kontaktet og orienteret om ændringen af Region Syddanmark. De vil alle blive opfordret til at melde sig som hjerteløbere.

Beslutningen vedrørende førstehjælperne vil ikke påvirke regionens akuthjælperordninger, der fortsætter som hidtil. De 25 akuthjælperordninger har cirka 500 frivillige akuthjælpere tilknyttet.

Yderligere information

Udvalgsformand Mads Skau (V), Præhospitaludvalget, Region Syddanmark, telefon 40 78 14 75

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
 




Siden er sidst opdateret 25-11-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |