Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilSundhedpilSundhedstilbud og behandlingpilDigitale adgange for pårørende

Digitale adgange for pårørende

Som patient kan det være en stor hjælp, hvis dine nærmeste også har adgang til din digitale post og andre informationer, du får online. Her kan du se, hvordan du kan give den type adgang.

På flere digitale tjenester kan du som patient give dine nærmeste adgang til dine informationer. Det gælder blandt andet digital post på eBoks og informationer på sundhed.dk.

I følge Aase Gilling, der er formand for Patient- og Pårørenderådet på sygehuset i Kolding, er det en stor fordel for patienten, at de nærmeste har den adgang:

- Det kan for nogle patienter være en kæmpe aflastning, fordi den pårørende kan være med til at skabe et overblik samtidig med, at patienten ikke skal holde styr på, hvad der måtte komme af vigtige beskeder i e-boksen, siger Aase.

Men også for de pårørende er det en stor hjælp. Det oplevede Aase selv, da hendes far blev syg, og hun fik adgang til hans digitale post:

- Det var en helt anderledes rolle, jeg fik. Jeg følte altid, at jeg var opdateret og havde styr på det, jeg skulle holde øje med. Jeg fik jo en sms, når der var ny post i eBoks. Det gav ro. En anden fordel var, at vores samtaler flyttede sig. Da jeg fik de her adgange, så var jeg altid opdateret. Så kunne vi i stedet være sammen som far og datter og ikke kun tale om praktiske ting. Det har været ret vigtigt, siger hun. 

Giv pårørende adgang til eBoks

For at give dine pårørende adgang til eBoks skal du:

  • Åbne www.eboks.dk
  • Logge ind
  • Klikke på Menu
  • Vælge Adgange
  • Klikke på Giv andre adgang.

Giv pårørende adgang til sundhed.dk

For at give dine pårørende adgang til dine sundhedsinformationer på sundhed.dk skal du:

  • Åbne www.sundhed.dk
  • Logge ind
  • Under Registreringer klikker du på Fuldmagt
  • Klikke på Se eller opret fuldmagt
  • Klikke på Giv Fuldmagt

Giv pårørende adgang til Mit Sygehus

På mange af regionens sygehuse er appen Mit Sygehus i brug på en stor del af afdelingerne. Her kan du give dine pårørende adgang til at følge dit behandlingsforløb. Det kan du dog først gøre, når du er knyttet op på et forløb i appen. For at give pårørende adgang til regionens sundhedsapp Mit Sygehus skal du:

  • Åbne appen Mit Sygehus
  • Logge ind
  • Klikke på Min konto
  • Klikke på Pårørende
  • Klikke på Ꚛ for at tilføje pårørende
  • Indtast pårørendes CPR-nummer
  • Klikke på fluebenet for at gemme.

 

 


Siden er sidst opdateret 03-02-2020.
Kontakt Sundhed

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap