Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilMaj 2019pilGenforeningen 2020 bliver folkets fest

Genforeningen 2020 bliver folkets fest

Kom med til folkefest ved Dybbøl Skanser, syng af hjertet på Skamlingsbanken og deltag i et folkemøde i Ribe. Tre store arrangementer kommer til at stå som fyrtårne i fejringen af 100-året for Genforeningen i 2020. Regionsrådet har netop bevilget 1,95 mio. kr. til folkefest, folkemøde og sangfest.

100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 skal fejres med bravur.

Derfor har regionsrådet i Region Syddanmark netop afsat knap 2 mio. kr. fra Kulturpuljen til tre arrangementer, der skal stå som fyrtårne i fejringen næste år.

”Folkefesten 11. juli 2020”, der arrangeres af Sønderborg Kommune, er blevet tildelt 1 mio. kr. Folkefesten vil blive afholdt på Dybbøl Skanser – det samme sted, som 11. juli 1920 dannede rammerne om den officielle genforeningsfest. Fejringen vil byde på et væld af oplevelser, eksempelvis musik, korsang, dans, performanceshow med genforeningstema, officielle taler, highlights fra årets 2020-markeringer, et musikprogram af nøje udvalgte kunstnere, uropførelse af ny Danmarkssang samt et folkeligt koncertprogram med danske hovednavne.

I 1920 blev genforeningsfesten besøgt af 50.000 deltagere, ligesom repræsentanter fra regeringen og kongehuset deltog. Det er svært at spå om deltagertallet i 2020, men det er planen, at dagen vil få deltagelse af kongehuset, regeringen, officielle repræsentanter fra andre lande og regionsrådet. Arrangementet gennemføres i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune, staten og Region Syddanmark.

Formanden for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, Søren Rasmussen (DF), siger:

- Jeg synes, det er helt oplagt, at vi på denne historiske dag vender tilbage til det sted, hvor fejringen foregik for præcis 100 år siden. Jeg er sikker på, at deltagerne denne dag vil kunne mærke historiens vingesus, og med de mange forskellige aktiviteter vil der være noget for enhver smag. Personligt glæder jeg mig utroligt meget til at deltage, siger han.

Sang på Skamlingsbanken og folkemøde i Ribe

Udover ”Folkefesten 11. juli 2020” har regionsrådet også bevilget hhv. 500.000 kr. til et folkemøde i Ribe samt 450.000 kr. til ”Sangen genforener 2020”, der afholdes af Sangens Hus.

Folkemødet, der arrangeres af Ribe Stift 21. – 24. maj 2020, vil byde på 40-50 arrangementer – bl.a. seminarer, forelæsninger, debatter, fortællinger og unge-parlamenter – med Sønderjylland og grænselandet som det gennemgående tema. ”Sangen genforener 2020” vil genoplive traditionen med store folkemøder på Skamlingsbanken og samle tusindvis af sangere fra hele landet til en dag med sang 6. juni.

Midler til lokale initiativer

Udover de knap 2 mio. kr. til de tre fyrtårnsprojekter har regionsrådet også afsat 1,5 mio. kr. til mindre, lokale initiativer.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der er medlem af Præsidiet for Markeringen af 100-året for Genforeningen, udtaler:

- Genforeningen i 1920 er et vigtigt historisk øjeblik, som i høj grad har været med til at forme det Danmark, vi kender i dag. Derfor er jeg glad for, at de tre arrangementer på hver sin måde også bygger bro til nutiden. På den måde får vi en både folkelig, højtidelig, festlig, markant og nutidig fejring og profilering af det sydlige Danmark, siger hun.

For yderligere info om fyrtårnsprojekterne: https://www.regionsyddanmark.dk/wm515040#punktnavn16

Yderligere oplysninger:
Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, medlem af Præsidiet for Markeringen af 100-året for Genforeningen, tlf. 25 33 09 82.
Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, tlf. 29 64 31 97.
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer




Siden er sidst opdateret 29-05-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |