Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Faglærte skal med på den digitale bølge

Et nyt projekt vil give elever inden for det merkantile område, landbrugsområdet og SOSU-området større digitale og teknologiske kompetencer. Formålet er at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft.

Butiksansatte vil både kunne håndtere fysiske kunder og nethandel. Faglærte landmænd vil kunne anvende ny teknologi til blandt andet registrering og overvågning af foderforbrug. 

Det er to af de resultater, en ny indsats – Digitalisering i Faget – vil skabe.

Formålet med indsatsen er todelt. Det ene formål er at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft ved at bidrage til, at eleverne på de merkantile erhvervsuddannelser og på landbrugsområdet har de fornødne teknologiske og digitale kompetencer til at kunne løse de nye opgaver, som følger med den øgede digitalisering.

Det andet formål er at udvikle erhvervsuddannelserne, så de bliver mere attraktive, både for de unge der allerede går der, og for folkeskoleelever der skal vælge ungdomsuddannelse. De mere attraktive erhvervsuddannelser skal få flere af eleverne til at gennemføre erhvervsuddannelsen og få flere folkeskoleelever til at vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen.

Konkret vil projektet udvikle og gennemføre nye undervisningsforløb, som afspejler den nye teknologiske og digitale hverdag i virksomhederne. Der bliver dels tale om tværfaglige teknologidage og projektuger på erhvervsuddannelserne, hvor teknologi og digitalisering er omdrejningspunktet. Dels vil obligatoriske fag som eksempelvis markedsføring blive gennemgået og opdateret, så det matcher den nye digitale og teknologske arbejdsdag i virksomhederne.

I løbet af projektperioden vil ca. 3.700 erhvervsuddannelseselever deltage i en eller flere teknologiorienterede undervisningsforløb og herved tilegne sig teknologiske og digitale kompetencer.

Syddansk Vækstforum har bevilget 7,4 mio. kr. fra Den Europæiske Socialfond til indsatsen. Herudover har projektet søgt ca. 3,1 mio. kr. fra Region Syddanmarks uddannelsespulje.

Disse skoler står bag Digitalisering i Faget:

·         Campus Vejle

·         Business College Syd Mommark & Sønderborg Handelsskole

·         Hansenberg

·         Haderslev Handelsskole

·         Tønder Handelsskole

·         IBC International Business College

·         Social- og sundhedsskolen i Esbjerg

·         Social- og Sundhedsskolen Syd

·         Dalum Landbrugsskole

·         Grindsted Landbrugsskole

·         Gråsten Landbrugsskole

·         Kjærgård Landbrugsskole

 

 

 


Siden er sidst opdateret 06-11-2018
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring