Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilJuli 2018pilEuropæiske talenter skal lokkes til Syddanmark

Europæiske talenter skal lokkes til Syddanmark

Med projekt Moving Global Talent vil foreningen work-live-stay southern denmark hjælpe syddanske virksomheder med at tiltrække medarbejdere til funktioner, hvor der er akut mangel på højtkvalificeret arbejdskraft. 11 kommuner og 15 private virksomheder fra forskellige brancher deltager, og Syddansk Vækstforum har afsat over 17 mio. kr. til initiativet.

Det kniber med at få besat syddanske stillinger, der kræver højt specialiseret arbejdskraft.

Derfor ser foreningen work-live-stay southern denmark nu mod universitetsbyer i blandt andet Øst- og Sydeuropa for at tiltrække de bedste europæiske talenter til de syddanske virksomheder.

Med projektet Moving Global Talent vil foreningen i projektperioden tiltrække 100 højtuddannede udenlandske borgere, som kan bidrage til at mindske den mangel på højt kvalificeret arbejdskraft, som flere syddanske virksomheder oplever. Projektet vil helt konkret matche syddanske jobåbninger med højtkvalificerede borgere fra blandt andet syd- og østeuropæiske lande. Der vil samtidig være fokus på modtagelsen af arbejdskraften i både virksomhederne og lokalsamfundene, så de nytilkomne kompetencer bedre fastholdes.

Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Stephanie Lose (V), siger:

- Vi gør allerede meget for at løse de voksende udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Eksempelvis har vi sammen med vores partnere etableret Center for Industriel Elektronik i Sønderborg, som skal uddanne højt kvalificeret arbejdskraft i det område, hvor der er brug for den. Men vores virksomheder har her og nu brug for arbejdskraft – særligt i robotbranchen, som i øjeblikket oplever en eksplosiv vækst. Den udfordring vil Moving Global Talent bidrage til at løse, siger hun.

Særligt robotfokus

I et delprojekt vil der være særligt fokus på robotindustrier i samarbejde med klyngeorganisationen Odense Robotics. Det forventes, at 40 robotvirksomheder vil deltage i denne indsats, og disse virksomheder forventes at ansætte 200 nye internationale medarbejdere i projektperioden. Arbejdet kan samtidig danne model for andre syddanske klyngers indsats for at tiltrække, modtage og fastholde udenlandske specialister.

En af de deltagende virksomheder er odenseanske Universal Robots, som også har oplevet en eksplosiv vækst de seneste år. Her er direktør Jürgen von Hollen begejstret for, at man nu målrettet går efter at tiltrække højt specialiseret udenlandsk arbejdskraft:

- Ligesom mange andre virksomheder i branchen oplever vi også, at det kan være en udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft til visse stillinger, og en mangel på kvalificeret arbejdskraft risikerer at lægge en dæmper på væksten. Det er derfor, vi har valgt at deltage i Moving Global Talent, og vi er glade for, at Syddansk Vækstforum har valgt at bakke op, siger han.

Søger de bedste talenter

Hos work-live-stay southern denmark ser direktør Camilla Høholt Smith frem til at komme i gang med at tiltrække den efterspurgte arbejdskraft til Syddanmark:

- Vores syddanske virksomheder har behov for den rette specialiserede arbejdskraft, og i projektet Moving Global Talent vil vi målrettet søge efter de bedste talenter, netop dér hvor de er i overskud. Gode uddannelser og høj ungdomsledighed i fx Spanien, Grækenland og Italien giver klare indikationer om mulighederne, men projektet byder naturligvis alle manglende kompetencer, der i deres oprindelsesland står uden de rette jobmuligheder, velkomne, siger hun.

Syddansk Vækstforum har afsat 11,4 mio. kr. fra EU’s Socialfond og 5,7 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler. Det anslås, at projektet vil skabe en meromsætning hos private virksomheder på 121,5 mio. kr. og skabe 121,5 job.

Du kan læse mere i projektbeskrivelsen her.

Yderligere oplysninger:

Formand for Syddansk Vækstforum Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, tlf. 25 33 09 82

Communications manager Thomas Stensbøl, Universal Robots, tlf. 31 16 85 93

Direktør Camilla Høholt Smith, work-live-stay southern denmark, tlf. 30 58 56 95
 




Siden er sidst opdateret 10-07-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |