Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Europæiske talenter skal lokkes til Syddanmark

Med projekt Moving Global Talent vil foreningen work-live-stay southern denmark hjælpe syddanske virksomheder med at tiltrække medarbejdere til funktioner, hvor der er akut mangel på højt kvalificeret arbejdskraft. 11 kommuner og 15 private virksomheder fra forskellige brancher deltager, og Syddansk Vækstforum har afsat over 17 mio. kr. til initiativet.

Det kniber med at få besat syddanske stillinger, der kræver højt specialiseret arbejdskraft.

Derfor ser foreningen work-live-stay southern denmark nu mod universitetsbyer i blandt andet Øst- og Sydeuropa for at tiltrække de bedste europæiske talenter til de syddanske virksomheder.

Med projektet Moving Global Talent vil foreningen i projektperioden tiltrække 100 højtuddannede udenlandske borgere, som kan bidrage til at mindske den mangel på højt kvalificeret arbejdskraft, som flere syddanske virksomheder oplever. Projektet vil helt konkret matche syddanske jobåbninger med højt kvalificerede borgere fra blandt andet syd- og østeuropæiske lande. Der vil samtidig være fokus på modtagelsen af arbejdskraften i både virksomhederne og lokalsamfundene, så de nytilkomne kompetencer bedre fastholdes.

Særligt robotfokus

I et delprojekt vil der være særligt fokus på robotindustrier i samarbejde med klyngeorganisationen Odense Robotics. Det forventes, at 40 robotvirksomheder vil deltage i denne indsats, og disse virksomheder forventes at ansætte 200 nye internationale medarbejdere i projektperioden. Arbejdet kan samtidig danne model for andre syddanske klyngers indsats for at tiltrække, modtage og fastholde udenlandske specialister.

Syddansk Vækstforum har afsat 11,4 mio. kr. fra EU’s Socialfond og 5,7 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler. Det anslås, at projektet vil skabe en meromsætning hos private virksomheder på 121,5 mio. kr. og skabe 121,5 job.

Har du spørgsmål:

Kontakt chefkonsulent Kasper Westh, kasper.westh@rsyd.dk, tlf. 2920 1456


Siden er sidst opdateret 12-11-2018
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring