Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilMaj 2018pilEnergikæmper i unikt samarbejde om innovation

Energikæmper i unikt samarbejde om innovation

Danmarks største energivirksomheder og regionerne samler og etablerer en ny national klyngeorganisation for energiinnovation i Danmark. Formålet er at fastholde og udvikle Danmarks styrkeposition inden for fremtidens energiproduktion.

Det er den hårde globale konkurrence om at udvikle fremtidens energiteknologi, der har fået Danmarks største energivirksomheder og de vestdanske regioner til at samle kræfterne i en ny national klyngeorganisation med arbejdstitlen Energy Innovation Cluster.

Det er virksomhederne Siemens Gamesa, Vestas, MHI Vestas, Ørsted, Vattenfall, Semco Maritime og Bladt Industries, der samler kræfterne inden for onshore og offshore vindenergi, olie- og gasudvinding og lagring af el fra vindmøller for at fremme integrationen af el i energisystemet.

Skal sikre overlevelse

Målet med at slå sig sammen i den nye klyngeorganisation er at sikre innovation i verdensklasse, som er nødvendig for at overleve i den hårde globale konkurrence og fastholde Danmarks styrkeposition i erhvervene inden for fremtidens onshore- og offshoreenergi.

Den nye klyngeorganisation skal med afsæt i EU-guldklyngen Offshoreenergy.dk samle de innovationsaktiviteter inden for energiproduktion, der i dag foregår i Offshoreenergy.dk, Vindmølleindustrien og House of Energy.

Den nye landsdækkende klyngeorganisation vil give danske energivirksomheder en helt ny mulighed for at skabe løsninger, der imødekommer fremtidens energibehov og Danmarks mål om fossil uafhængighed i 2050. Og organisationen vil varetage virksomhedernes og samfundets interesser ved at sikre innovation i verdensklasse mellem SMV’er, store virksomheder, universiteter og videninstitutioner.

Samler innovationsindsats

Samarbejdet imødekommer også ønsket fra både regeringen og de regionale aktører om at reducere antallet af klynger og sikre en bred og landsdækkende innovationsindsats inden for den industri, der arbejder med vindenergi, olie/gas, energilagring og integrationen af el i energisystemet.

Bent Christensen, Senior Vice President, Siemens Gamesa, udtaler:
- Fra industrien lægger vi vægt på, at vi får samlet og styrket unikke innovationsaktiviteter inden for fremtidens energiproduktion.  Danmark har på mange områder vist vejen til en fremtid uafhængig af fossile brændsler, og det nye samarbejde vil medvirke til at fastholde væsentlige danske styrkepositioner internationalt.

Steen Brødbæk, adm. direktør i Semco Maritime, udtaler:
- Vi ønsker at udvikle et stærkt nationalt samarbejde, der skal stille både små og store virksomheder i værdikæden inden for onshore og offshore vindenergi, olie- og gasudvinding, energilagring og integrationen af el i energisystemet, samt nærtstående brancher endnu stærkere end i dag. Klyngeorganisationen skal sikre, at samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutioner sker ud fra det behov, virksomhederne har. 

Stephanie Lose (V), formand i Region Syddanmark og Danske Regioner, udtaler:
- De vestdanske regioner har meget stærke erhverv inden for energiteknologi med et stort og stigende globalt markedspotentiale, og det skal fastholdes og udvikles. Derfor er vi gået ind i arbejdet med at samle og udvikle én ny stærk landsdækkende organisation med industrien. Arbejdet er drevet af virksomhedernes behov, og vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde med industrien. Med én stærk landsdækkende organisering får industrien nu et bedre og mere specialiseret tilbud. 

Energy Innovation Cluster forventes at være etableret d. 1. januar 2019 og vil bidrage til Danmarks målsætning om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050.

FAKTA

  • Flere end 50.000 personer er ansat i virksomheder under den nye klyngeorganisation.
  • Virksomhederne i klyngen omsætter for mere end 200 mia. kr. årligt. (2016)

Yderligere oplysninger:
Bent Christensen, Senior Vice President, Siemens Gamesa, tlf. +45 2469 3355
Steen Brødbæk, adm. direktør i Semco Maritime, tlf.  +45 2080 9800
Stephanie Lose (V), formand i Region Syddanmark og Danske Regioner, tlf. +45 25330982




Siden er sidst opdateret 14-05-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |