Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilPressemeddelelser 2018pilJanuar 2018pilMette Bossen Linnet bliver formand for nyt Digitaliseringsudvalg

Mette Bossen Linnet bliver formand for nyt Digitaliseringsudvalg

Region Syddanmarks Digitaliseringsudvalg har i dag konstitueret sig og valgt Mette Bossen Linnet (V) som formand. Udvalget skal beskæftige sig med digitale løsninger, som berører patienter, borgere og medarbejdere.

Regionsrådet nedsatte Digitaliseringsudvalget som et ud af ni stående udvalg på regionsrådsmødet mandag 22. januar 2018. I dag konstituerede udvalget sig så formelt ved blandt andet at vælge Mette Bossen Linnet (V) til formand og Pia Tørving (S) til næstformand i udvalget.

Der har ikke tidligere været et Digitaliseringsudvalg i Region Syddanmark, men allerede på første møde fik udvalgets syv medlemmer et godt indblik i nogle af de områder, de får det politiske ansvar for: Anskaffelse af et nyt elektronisk patientsystem (EPJ), udvikling af det digitale sundhedsvæsen og informationssikkerhed.

Digitale løsninger for bedre dialog og behandling

Det skal komme Region Syddanmarks borgere, patienter og medarbejdere til gode, at digitaliseringen nu får et samlet politisk fokus, siger Mette Bossen Linnet (V) og uddyber:

- De udfordringer, sundhedsvæsenet står over for i fremtiden, kræver, at vi tager nye teknologier i brug.  Som noget af det første vil udvalget arbejde med ibrugtagning af det nye elektroniske patientjournal-system, og så vil vi løbende prøve at se ind i fremtiden på de muligheder, den teknologiske udvikling giver os – for eksempel telemedicin og kunstig intelligens. Jeg er også optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at anvende data til at få viden om og inddrage patienterne, for i sidste ende at kunne tilbyde den bedst mulige behandling. Derfor vil udvalget også sætte fokus på informationssikkerhed. Det er helt afgørende, at borgere og patienter kan have tillid til, at vi behandler og opbevarer sundhedsdata korrekt og med den fortrolighed, som kræves af os.

Digitaliseringsudvalget skal desuden behandle strategier for digitalisering, herunder tværsektorielt it – det vil sige it, som giver bedre sammenhæng mellem eksempelvis sygehuse, kommuner og praktiserende læger – samt en kommende digitaliseringsstrategi for Region Syddanmark.

Om Digitaliseringsudvalgets medlemmer

24-årige Mette Bossen Linnet har netop taget hul på sin anden periode som medlem af regionsrådet. Hun sad i perioden 2014-2017 i blandt andet Ligestillingsudvalget, Social- og psykiatriudvalget, Jord-, miljø- og råstofudvalget samt Videnskabsetisk komité.

Mette Bossen Linnet er desuden nyvalgt medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune, hvor hun bestrider hvervet som 2. viceborgmester, næstformand for Kultur- og fritidsudvalget og er medlem af Børn- og skoleudvalget.

Mette Bossen Linnet læser til lærer og har gennemført Hærens Basisuddannelse. 

Digitaliseringsudvalgets medlemmer: 

  • Mette Bossen Linnet (V), formand
  • Pia Tørving (S), næstformand
  • Mustapha Itani (V)
  • Carsten Sørensen (DF)
  • Meho Selman (S)
  • Lars Mogensen (EL)
  • Bent Olsen (SF)

Yderligere oplysninger:

Mette Bossen Linnet (V), formand for Digitaliseringsudvalget, mobil 26 18 33 86

Foto af Mette Bossen Linnet
 

 




Siden er sidst opdateret 24-01-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |