Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Små og mellemstore virksomheder får digital indsprøjtning

Der er for lidt fokus på de digitale muligheder i virksomhederne. Manglende datasikkerhed og manglende anvendelse af robotter og digitale løsninger koster især de små og mellemstore virksomheder vækst og udvikling. Derfor vil Syddansk Vækstforum bruge 36 mio. kr. til at hjælpe digitaliseringen i virksomhederne på vej.

Kun en lille del af de små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark har for alvor taget de digitale muligheder til sig. Fx har blot 19 pct. implementeret datasikkerhed i forretningen, og under ti pct. anvender digitale løsninger til produktionsstyring, design og logistik. Det viste en analyse fra foråret baseret på svar fra 140 syddanske virksomheder og 25 dybdegående interviews om årsager til og barrierer for den manglende digitale omstilling.

- Mange virksomheder har fokus på den daglige drift og ikke så meget på udvikling, selv om det at indføre digitale løsninger som regel har en positiv indvirkning på såvel drift som omkostninger. Derudover kan nye teknologier være med til at give netop det pusterum, der skal til for at tænke udvikling af nye produkter og services, siger næstformand i Syddansk Vækstforum, Bo Stærmose, der også er bestyrelsesformand i Juliana Drivhuse.

Hjælp til at lægge plan

Derfor satser Syddansk Vækstforum 36 mio. kr. på at udvikle og udbrede digitale løsninger, og opgaven er nu tildelt et konsortium med Væksthus Syddanmark i spidsen. Initiativet skal bl.a. hjælpe 30 virksomheder med at lægge planer for, hvordan innovative og digitale forretningsmodeller kan skabe mere vækst, mens udviklende virksomheder kan indgå samarbejder med forskningsmiljøer, med henblik på udviklingen af nye digitale løsninger. Det er virksomheder fra alle brancher, som kan deltage i indsatsen.

Virksomhed fik ny indsigt

Maskinfabrikken OKM i Tønder er en af de virksomheder, der allerede har taget de digitale muligheder til sig.

- Digitaliseringen har givet os ny indsigt i vores forretning og giver os mulighed for at styre forretningen i en helt anden detaljeringsgrad. Det har været helt afgørende for vores projekt at få hjælp fra de rigtige medspillere. Muligheder i form af initiativer som fx ”Digital Omstilling” er et godt sted at starte for andre virksomheder, der ikke er kommet i gang med at bruge de digitale muligheder, siger adm. dir. Kristian Kvistgaard-Persson.

Hos OKM, der primært eksporterer komponenter og værktøj til automobil-industrien i Skandinavien og Tyskland, betyder den digitale infrastruktur, at det er lettere at tage yderligere digitaliseringstiltag, og i dag er der to robotter i produktionen.

De 36 mio. kr. til projekterne inden for digital omstilling finansieres via EU’s regionalfondsmidler og de regionale erhvervsudviklingsmidler.

Vil du vide mere, kan du kontakte udviklingskonsulent Björn Snorri Gudmundsson Bøg på bsgb@rsyd.dk eller mobil 29201752


Siden er sidst opdateret 30-10-2017
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring