Gå til indhold
Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-TV | English |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilApril 2017pilDe nominerede til regionens Frivillighedspris er nu fundet

De nominerede til regionens Frivillighedspris er nu fundet

Fire frivillige indsatser er nomineret til at dyste om to priser, når Region Syddanmark 3. maj uddeler Frivillighedsprisen og Prisen for Den Gode Idé. To af de nominerede indsatser foregår på Fyn, en tredje i Sydvestjylland, og den fjerde flere steder i regionen.

Med uddelingen af Frivillighedsprisen og Prisen for Den Gode Idé hylder Region Syddanmark for anden gang de mange frivillige, der hver dag yder en stor indsats på regionens sygehuse, sociale institutioner og i den præhospitale indsats som frivillige akuthjælpere. Det sker 3. maj kl. 14 – 17 ved en prisuddeling på Psykiatrisk Afdeling i Vejle.

Dommerkomité har udvalgt fire nominerede

En dommerkomité med regionsrådsformand Stephanie Lose (V) for bordenden har nu vurderet de 23 indsatser, som er indstillet af syddanskerne til regionens Frivillighedspris og Prisen for Den Gode Idé. Og de har fundet fire kandidater, som de har nomineret til de to priser.

De fire nominerede er:

  • Frivillige på Hospice Sydfyn, der stiller op døgnet rundt for at gøre den sidste tid så god som mulig for beboerne
  • headspace – et rådgivningscenter baseret på frivillige, som hjælper børn og unge, der har det svært
  • Børne- og ungecaféerne Ællingen og Svanen på H.C. Andersen Børnehospital, OUH, som drives af frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors
  • Røde Kors i Esbjerg, der strikker varme, skridsikre sokker til patienter med dårligt blodomløb i benene på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Svært at vælge blandt mange gode ansøgere

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Der er mange spændende initiativer blandt de indstillede, og det har været svært at vælge, hvem der skulle nomineres. Men jeg synes, at vi har fundet nogle gode indsatser, som alle styrker livskvaliteten for en gruppe af mennesker.

- Det varmer om hjertet at læse om de mange engagerede frivillige, som gør en stor forskel i hverdagen på sygehusene og på vores institutioner, og jeg glæder mig rigtig meget til at hylde de frivillige ved prisuddelingen 3. maj.

Med priserne følger penge til udvikling af frivillig indsats

Med Frivillighedsprisen følger 50.000 kroner, og med Prisen for Den Gode Idé følger 10.000 kroner. Pengene går til den afdeling eller institution, som vinderen er tilknyttet, og skal gå til at videreudvikle samarbejdet med de frivillige eller skabe endnu bedre rammer for den frivillige indsats på stedet.

Første gang, priserne blev uddelt, var i november 2015, hvor Langelands Hjertestarterforening vandt Frivillighedsprisen, og Erfaringskonsulenterne på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital vandt Prisen for Den Gode Idé.

Fakta

Mere information om de fire nominerede indsatser:

Frivillige på Hospice Sydfyn:

På Hospice Sydfyn har de siden åbningen i 2012 haft cirka 50-60 frivillige hjælpere, der hver dag året rundt stiller op for at hjælpe ved måltiderne, spise, hygge og snakke med beboerne. De frivillige hjælper også med en gå- eller køretur, de pynter op til hverdag og højtider og sørger for underholdning af såvel kendte som ukendte kunstnere.

headspace:

headspace er et landsdækkende, gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. Der er cirka 400 frivillige tilknyttet. I Region Syddanmark er der fire rådgivningscentre – ét i Esbjerg, Odense, Billund og Aabenraa. Her kan unge komme ind fra gaden og få en snak med de frivillige om alt fra jobsøgning og kærestesorg til angst og spiseforstyrrelser, og de kan blive henvist til yderligere professionel hjælp. headspace har et tæt samarbejde med Psykiatrien i Region Syddanmark, der stiller en medarbejder til rådighed på alle fire centre.

Børne- og ungecaféerne Ællingen og Svanen på H.C. Andersens Børnehospital, OUH:

Caféerne drives af cirka 50 frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors og tilbyder samvær og aktiviteter til de indlagte børn og unge samt deres søskende. Formålet er at gøre indlæggelserne mindre kedelige og at give børnene og de unge et frirum, hvor de kan skubbe sygdommen i baggrunden.

Røde Kors i Esbjerg:

Frivillige tilknyttet Røde Kors i Esbjerg strikker varme skridsikre sokker til patienter med dårligt blodomløb i benene på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Patienterne står dermed mere sikkert, når de står ud af sengen – til glæde for både patienter og personale – samtidig med at de får varmet fødderne.

Dommerkomitéen består af:

  • Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), formand for dommerkomitéen
  • Pia Tørving (S), regionsrådsmedlem
  • Henrik Schakow, Langelands Hjertestarterforening
  • Flemming Bay-Jensen (Hjerteforeningen), Sundhedsbrugerrådet
  • Anita Fjerbæk (Landsforeningen SIND), Kontaktforum for handicap
  • Kirsten Hansen, Psykiatrisk Dialogforum
  • Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus
  • Kirsten Elley, redaktionschef DR Syd

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark,
telefon 25 33 09 82




Siden er sidst opdateret 21-04-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap