Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune er enige om sagsforløb

I en sag om en patient, der angiveligt først kom på sygehuset otte timer efter, at der var bestilt en ambulance, har der været en uenighed mellem Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune om, hvornår patienten blev hentet af ambulancen. Regionen og kommunen har foretaget grundige undersøgelser af sagen, og de to parter er nu enige om, at Region Syddanmarks tidsangivelser i sagen er korrekte.

Fyens Stiftstidende påstod på baggrund af et vidneudsagn i en artikel den 24. september 2015, at der gik mere end otte timer fra en ambulance blev bestilt til en ældre kvinde, til patienten blev indlagt på Odense Universitetshospital. Episoden fandt sted den 10. september.

På baggrund af en gennemgang af sagen meddelte Region Syddanmark i første omgang, at regionen ikke kunne genkende den fremstilling af sagen.

I en artikel i Fyens Stiftstidende den 26. september fastholdt avisen – med baggrund af vidneudsagn støttet af en redegørelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune – at ambulancen ankom til patientens adresse langt over tre timer efter, at den blev rekvireret. I artiklen medgiver avisen dog, at patienten blev indlagt på sygehuset i Svendborg og ikke på Odense Universitetshospital, som avisen først påstod.

Undersøgelser stemmer overens
Medarbejdere fra Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune har på et møde gennemgået sagen, og derefter undersøgt sagen yderligere. Der er nu enighed om, at Region Syddanmarks tidsangivelser i sagen er korrekte.

Gennemgangene er blandt andet baseret på lydfiler fra vagtcentralen, GPS-tracking af den pågældende ambulance, rapporter udarbejdet af ambulancens reddere og indskrivningstidspunktet på sygehuset i Svendborg. 

Sygetransport fremme efter to en halv time
Region Syddanmarks registrering af sagen viser, at regionens vagtcentral blev kontaktet klokken cirka 12 den 10. september. Der blev bestilt en såkaldt D-kørsel, som er en liggende sygetransport til en patient, der ikke er behandlingskrævende.

Det blev aftalt med vagtcentralen, at det var rimeligt, hvis sygetransporten kom i løbet af cirka halvanden time, som er den tidsramme, der er sat for en D-kørsel.

På grund af flere akutte opgaver, kom sygetransporten først frem til patienten klokken cirka 14.30 – efter to en halv time - og patienten ankom til Svendborg Sygehus klokken 15.22. Umiddelbart herefter gik undersøgelser og behandling i gang og kl. 20.58 blev det så besluttet, at patienten skulle indlægges.

Yderligere oplysninger:
Præhospitalchef Torsten Lang-Jensen, Region Syddanmark, tlf. 21 41 82 21
Ældrechef Allan Christiansen, Faaborg-Midtfyn Kommune, tlf. 72 53 50 51

 




Siden er sidst opdateret 20-10-2015
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring