Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Investeringsrekord i Vestdanmark

En ny rapport dokumenterer, at udenlandske investeringer sidste år satte rekord i de vestdanske regioner.

I perioden 2007-2013 har Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Invest in Denmark bidraget til at skabe eller fastholde godt 3500 arbejdspladser i Vestdanmark, heraf godt 1200 i Region Syddanmark.

Det viser en evaluering fra revisionsfirmaet KPMG. Her fremgår det også, at hele 24 udenlandske investeringer landede i de tre vestdanske regioner i 2013. Invest in Denmark arbejder tæt sammen med Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (FVI), der består af Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Midtjylland.

Et godt fundament for fremtiden

Rapporten vækker glæde hos regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V).

- Investeringerne bidrager med vigtige arbejdspladser, men de giver også de vestdanske regioner et stærkere fundament for fremtiden. De udenlandske virksomheder tilfører således kapital, teknologi og viden, som gør os bedre i stand til at klare os i den øgede internationale konkurrence, understreger Carl Holst. 

De 24 investeringer, som førte til 536 nye eller fastholdte arbejdspladser, er det bedste resultat, siden samarbejdet mellem Invest in Denmark og Foreningen Vestdansk Investeringsfremme blev etableret i 2006 og videreført af de tre vestdanske regioner fra 2007.

Karsten Uno Petersen, der - af Region Syddanmark - er udpeget som bestyrelsesmedlem i Foreningen Vestdansk Erhvervsfremme hæfter sig især ved, at det er kompetencer inden for områder som grøn teknologi, IT og sundhedsløsninger, der tiltrækker investeringerne.

- Når globale virksomheder som Honda og CGIG vælger at udvikle og forske i Danmark viser det, at vi har noget særligt at tilbyde de udenlandske virksomheder. Det er derfor vigtigt, at vi fortsætter med at holde fokus på bl.a. en veluddannet arbejdsstyrke og målrettede investeringer i forskning og udvikling, siger Karsten Uno Petersen, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark. (S).

Store firmaer til Odense og Nyborg

følge rapporten fra KMPG er investeringerne et eksempel på, hvordan man kan bruge danske kompetencer på en lidt utraditionel måde.

Således valgte tre japanske virksomheder, der alle arbejder med robotteknologi, sidste år at placere nye aktiviteter i Odense. De tre virksomheder er Honda, Advanced Telecommunications Research Institute International (ATR) og Fanuc. Honda og ATR arbejder med sundhedsteknologi, dvs. udvikling af udstyr til genoptræning og selvhjælp hos især ældre, mens Fanuc er en af verdens største aktører inden for automatiseringsrobotter til industrien.

Også den kinesiske ejendoms- og byudviklingskoncern CGIG har investeret i et kompetenceudviklingscenter i Region Syddanmark med et hovedsæde i Nyborg. Centeret er målrettet yngre kinesiske ledere og har fokus på forretningsudvikling inden for sektorer som grøn energi, velfærdssystemer og fødevaresikkerhed.
 

For yderligere informationer kontakt:

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), mobil 40 32 52 10

Bestyrelsesmedlem, regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S), mobil 21 63 11 93




Siden er sidst opdateret 15-03-2014
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring