Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Robotter kan fastholde produktion i Syddanmark

En indsprøjtning på 10 millioner kroner til syddanske fremstillingsvirksomheder fra Syddansk Vækstforum skal være med til at fastholde produktionen i Syddanmark.

Syddansk Vækstforum har afsat en ramme på 10 mio. kr. til fastholdelse af produktionen i Syddanmark, bl.a. på baggrund af en helt ny analyse af potentialet for automatisering hos fremstillingsvirksomheder i Region Syddanmark.

Analysens hovedkonklusion er, at en øget satsning på automatisering vil bidrage til højere produktivitet og dermed fastholdelse af fremstillingsvirksomheder i det syddanske. Analysen anslår desuden, at der med automatisering af produktionen på sigt kan skabes op mod 4.000 nye job i Region Syddanmark.

Sårbart centrum

Netop i Region Syddanmark er der mange fremstillingsvirksomheder. Således befinder mere end 25 procent af jobbene inden for fremstillingsindustrien sig i Region Syddanmark og tæller næsten 86.000 personer. Det betyder, at regionen rammes særligt hårdt, når produktionen flyttes ud af landet, som det er sket i de seneste år, hvor industrien i Danmark har mistet tæt på 200.000 job som resultat af udflytning af produktion.

En særlig indsats

De 10 mio. kr. er bevilget som en særlig indsats med et stort erhvervspotentiale, som Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi 2012-2020 giver mulighed for. Vækstforum har i den forbindelse annonceret et call for ansøgninger til den særlige indsats. Ansøgningsfristen udløb den 6. maj i år.

Fakta

• Fremstillingsindustrien i Region Syddanmark udgør en stor del af Danmarks produktionscentrum.
• I Region Syddanmark ligger antallet af mellemstore fremstillingsvirksomheder i otte ud af 13 industribrancher over landsgennemsnittet.
• Region Syddanmark har et meget stort automatiseringspotentiale, som vurderes at kunne skabe mindst 4.000 nye job på længere sigt.

 


Siden er sidst opdateret 13-05-2013
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring