Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Syddanmark går sammen om 500 nye studiejob

Uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervsliv går nu sammen om at skaffe 500 nye studiejob, der kan knytte de unge til Syddanmark.

Unge skal have lettere adgang til studiejob, mens de læser på en videregående uddannelse i Syddanmark. Derfor er uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervsliv gået sammen om at skaffe 500 nye studiejob, der kan knytte de unge til området. Der skal gøres en ekstra indsats for at skaffe relevante studiejob til de studerende i Syddanmark, så de får en tæt tilknytning til regionens erhvervsliv. Det skal motivere virksomhederne til at ansætte syddanske kandidater efterfølgende og dermed give de unge mulighed for at blive i regionen efter endt uddannelse.

I december sidste år bad Syddansk Vækstforum regionens videregående uddannelser og erhvervsorganisationer om at lancere et fælles initiativ for studiejob. Nu er det nye projekt, kaldet ’STARS’, klar til at gå i luften, og Syddansk Vækstforum støttede på sit møde 4. april 2013 projektet med godt 12 mio. kr.

Konkret skal det nye samarbejde resultere i 500 relevante studiejob, som skal modvirke tendensen til, at syddanske studerende flytter til især hovedstadsområdet i løbet af deres studier. De nye job skal komme i hus via fem nye virksomhedskonsulenter, som skal opsøge private virksomheder og offentlige institutioner og overbevise dem om gevinsten ved at tage en studerende ind. Der skal også udvikles matchmaking-arrangementer, innovationsforløb, virksomhedsbesøg, kurser i kompetenceafklaring samt tværfaglige camps, hvor studerende løser specifikke opgaver for virksomhederne.

En anden vigtig brik i indsatsen bliver en fælles hjemmeside, herunder etablering af jobbanker på de uddannelsesinstitutioner, der på nuværende tidspunkt ikke har en jobbank. Det skal sikre virksomhederne én indgang, når de vil i kontakt med de studerende.

Syddansk Universitet er leadpartner på projektet, der også involverer videregående uddannelser på tværs af hele regionen. Syddansk Universitet har tidligere kørt projekter med det formål at skaffe studiejob, mens det for andre uddannelsesinstitutioner er første gang, man gør en målrettet indsats på området.

Som en sidegevinst til de 500 nye studiejob vil STARS arbejde for, at 40 pct. af de studerende, som får et studiejob, opnår ansættelse i den pågældende virksomhed efter studietiden, og at 60 pct. af virksomhederne vil øge deres produkt- og procesinnovation. 


Siden er sidst opdateret 13-05-2013
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring