Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Toftlund skal være rollemodel for mindre byer

Hvordan kommer der gang i de mindre byer, så flere får lyst til at flytte dertil og blive? Det skal et nyt pilotprojekt i Toftlund give svar på. Byens borgere får en nøglerolle i arbejdet, som foregår i et tæt samarbejde mellem Tønder Kommune, Region Syddanmark og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Engang var Toftlund hovedby i Nørre Rangstrup Kommune. Byen husede kommunens rådhus og var naturligt centrum for en lang række aktiviteter i byen og oplandet. Men efter kommunalreformen i 2007, hvor byen blev en del af Tønder Kommune, er en del funktioner ikke længere naturligt til stede. Befolkningstallet falder, og det selv om byen har en fin beliggenhed i forhold til arbejdspladser og større byer.

Men hvorfor oplever Toftlund udfordringer, som flere byer af samme størrelse ikke har? Og hvilke styrker og kompetencer kan byens borgere bringe i spil for at vende udviklingen?

Ny identitet til Toftlund

Det skal et nyt projekt ”En ny fremtid for Toftlund” nu forsøge at finde svarene på. Bag projektet står Tønder Kommune, Region Syddanmark og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Og målet er helt klart: Toftlund skal finde en ny identitet, som kan sætte gang i en positiv udvikling. Projektet skal være det gode eksempel på, hvordan man kan udvikle byer og landområder.

På et møde i går om Den Regionale Udviklingsplan blev projektet igangsat. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter vil deltage aktivt i arbejdet i Toftlund med ministeriets rejsehold. Minister Carsten Hansen (S) er sikker på, at erfaringerne fra projektet kan bruges til arbejdet med fremtidssikring af mindre byer i hele landet.

- Projektet i Toftlund er et godt eksempel på, hvordan kommune, region og ministerium kan arbejde sammen med byens borgere mod et fælles mål: At skabe vækst og aktivitet i lokalområdet, siger ministeren.

Udviklingsstrategi og konkrete aktiviteter

Projektet i Toftlund består af fire dele; en udviklingsstrategi for byen, forslag til konkrete aktiviteter og projekter, et samarbejdsforum der følger op på strategien og en webside, hvor de involverede deler projektets erfaringer og inspirerer hinanden. Samtidig nedsættes der et projektsekretariat, som Tønder Kommune vil sætte sig i spidsen for.

Borgmester Laurids Rudebeck (V) glæder sig over det nye initiativ.

- Fra kommunens side er vi interesserede i at finde nye veje til vækst og udvikling. Toftlund er en by med et stort potentiale, og nu vil vi gøre en indsats for at forløse det. Jeg er glad for, at der fra alle sider er opbakning til at finde en løsning på de mindre byers udfordringer, siger Laurids Rudebeck.

Begynder med borgernes engagement

”En ny fremtid for Toftlund” ligger i forlængelse af Region Syddanmarks arbejde med Den Regional Udviklingsplan, hvor et af initiativerne netop er at sætte fokus på byroller og byfunktioner.

- Det er nødvendigt, at vi har en klar strategi for vækst i de mindre byer, så de ikke havner i en negativ spiral. Toftlund har – ligesom alle andre byer – nogle specifikke muligheder og styrker, som kan og skal udnyttes. Det skal vi gøre ved at begynde med borgernes eget engagement, for hvem ved bedre, hvad der er godt ved Toftlund, end borgerne selv?, spørger Lasse Krull (K), formand for Udvalget for Regional Udviklingsplan i Region Syddanmark.

Projektsekretariatet i Toftlund forventes nedsat inden jul.


Yderligere oplysninger fås hos:

Kommunikationschef Martin Hein, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, mobil 4171 7711

Borgmester Laurids Rudebeck (V), Tønder Kommune, mobil 2055 8196

Udvalgsformand Lasse Krull (K), Udvalget for Regional Udviklingsplan, Region Syddanmark, mobil 4074 4599




Siden er sidst opdateret 29-11-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring