Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Carl Holst modtager kinesisk pris

Under sit besøg i Region Syddanmarks venskabsregion, Guangdong, blev regionsrådsformand Carl Holst (V) tirsdag hædret med den første Guangdong International Friendship Award.

 Prisen er givet til regionsrådsformanden på baggrund af samarbejdet mellem de to regioner. Samarbejdet begyndte i 2007, og det er i særlig grad de syddanske styrker inden for velfærdsteknologi, uddannelse og turisme, kineserne sætter pris på.

Carl Holst (V) bemærker, at samarbejdet er til fælles gavn.

 - Jeg er glad og stolt over prisen, men det er langt vigtigere, at vores uddannelsessteder og erhverv præsenterer sig på et enormt marked. Det vil helt sikkert styrke syddanske virksomheder og hjælpe til at skabe flere arbejdspladser i vores region, siger han.

 Carl Holst er sammen med 13 andre syddanskere deltagere ved en konference om internationalt samarbejde. Værten er den sydkinesiske Guangdong-provins, der med sine 120 millioner indbyggere og fokus på bæredygtig vækst kan blive en værdifuld samarbejdspartner for syddanske eksperter i grøn energi.

 Sammen med regionsrådsformanden deltager repræsentanter for Welfare Tech, Syddansk Sundhedsinnovation, Odense Universitetshospital, Væksthus Syddanmark og UdviklingFyn i delegationen, ligesom de sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter på Syddansk Universitet også deltager.

Fakta:

Region Syddanmark har siden 2007 haft en samarbejdsaftale med den kinesiske provins Guangdong, der har ca. 120 mio. indbyggere og er den mest udviklede provins i Kina beliggende nord for Hong Kong. Region Syddanmark ønsker at intensivere sit samarbejde med Guangdong og følger med dette besøg op på et besøg i april 2012. 

 




Siden er sidst opdateret 27-11-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring