Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Erhvervsturister skal forkæles

Nyt samarbejde skal give de erhvervsturister, der kommer til Syddanmark, en ekstra god oplevelse før, under og efter konferencen. Det skal give en øget omsætning på 27 mio. kr. inden for erhvervsturismen i hele regionen.

Flere internationale konferencer og kongresser finder sted i Syddanmark, og det betyder flere erhvervsturister til regionen end tidligere. Og når turisterne fremover lander i regionen, skal de modtages af så professionelle værter, at de får lyst til at komme igen – på konference eller med familien.

Det skal det nye projekt ”Strategisk Værtskab” sørge for. Erhvervsturismeorganisationen Inspiring Denmark er tovholder på projektet, som har modtaget 14 mio. kr. i støtte fra Syddansk Vækstforum.

Vigtig satsning på erhvervsturisme

Målet er at tiltrække i alt 15 konferencer og kongresser til regionen over de næste tre år svarende til 9.000 ekstra overnatninger. Det betyder et øget døgnforbrug pr. erhvervsturist på 10 pct. og et samlet omsætningspotentiale på ca. 27 mio. kr. i projektperioden.

- Erhvervsturismen er en vigtig del af Vækstforums satsning på turisme. Vi vil gerne have byer, erhvervsliv og andre til at koble deres aktiviteter sammen, så turisterne får bedre oplevelser. Jeg er overbevist om, at større kvalitet og en klar strategi betyder vækst i erhvervet og i de fem destinationer, siger formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V), med henvisning til regionens fem destinationer; Lillebælt, Sydvestjylland, Sønderjylland, Billund/Legoland og Fyn.

Bedre oplevelser

I forvejen er Region Syddanmark den næststørste region inden for erhvervsturisme målt på antal overnatninger. Det skyldes i høj grad det arbejde, som Inspiring Danmark igennem længere tid har gjort for at hjælpe danske værter med at tiltrække internationale arrangementer.

Med det nye projekt skal erhvervsturisterne forkæles. De skal simpelt hen have en oplevelse, som de husker, og som gør, at de får lyst til at lægge flere penge i regionens overnatnings- og konferencesteder.

Byer som værter

Det kræver også en indsats af regionens byer. Vejle Kommune står i spidsen for den del, der kaldes ”Byernes værtskab”, og turismechef Morten Damgaard har mange idéer til, hvad det eksempelvis kan udmønte sig i.

- Vi vil gerne tilbyde en større palet af produkter til erhvervsturister, når de ikke holder møde. Det kan fx være en borgmesterreception, en guidet tur med naturvejlederen eller åbent på byens museum. Hvert område skal have en gennemtænkt profil og et koncept, som vi kan trække på, når erhvervsturisterne kommer hertil, siger Morten Damgaard.

Professionel hjælp

Med de nye tanker intensiverer og videreudvikler ”Strategisk Værtskab” det arbejde, som Inspiring Denmark og Syddansk Vækstforum har sat i gang for at hente flere erhvervsturister til Syddanmark.

En, som har fået god hjælp af Inspiring Denmark til at planlægge en international kongres og dermed hente erhvervsturister til regionen, er specialansvarlig overlæge Jan Stener Jørgensen fra Odense Universitetshospital. I 2014 kommer forskere fra hele verden til Svendborg for at deltage i kongressen ”1st Nordic Congress on Spontaneous Preterm Birth”.

- Inspiring Denmark har i den grad fået sat skub i processen med solide faglige input. Den slags professionalisme og passion er guld værd i international sammenhæng. Det er vigtigt at kunne vise, at her er nogle folk, som er med på noderne, siger Jan Stener Jørgensen.

Det nye projekt går i luften i april 2013.


Yderligere oplysninger fås hos:

Formand Carl Holst (V), Syddansk Vækstforum, mobil 4032 5210
Turismechef Morten Damgaard, VisitVejle, mobil 4033 0002
Convention Manager Diana Andersen, Inspiring Denmark, mobil 2115 0954

 




Siden er sidst opdateret 06-11-2012
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring