Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Hospice Sydfyn_stort

Regionsrådsformand Carl Holst (V) bød sammen med hospicechef Marianne Horstmann og formanden for bestyrelsen Edel Nielsen velkommen ved indvielsen af Hospice Sydfyn. Foto: Jonas Ahlstrøm.




Hospice Sydfyn i Svendborg klar til brug

12-10-2012 | Af Jens Kurt Jørgensen

Opbakningen til det nye Hospice Sydfyn i Svendborg har været stor både i lokalbefolkning, hos private fonde og blandt politikerne i regionsrådet i Region Syddanmark.

Det konstaterede regionsrådsformand Carl Holst (V), da han fredag formiddag var med til at indvi det nye hospice, hvor døende patienter får særlig pleje og livsnydelse til det sidste.

Det nye center, der er det femte hospice i regionen, er allerede før den officielle åbning blevet prisbelønnet med blandt andet Svendborg Kommunes arkitekturpris, og Carl Holst roser da også de flotte rammer

- Arkitekturen med harmonien med naturen udenfor og med landskabet, der træder ind i rummene viser, at man her har skabt smukke og værdige rammer for sydfynske medborgere, hvis tid iblandt os er ved at rinde ud, påpeger regionsrådsformand.

Tak for opbakningen        

Han takker samtidig bestyrelsen og støtteforeningen for det kæmpe arbejde, som er lagt i forberedelserne af det nye hospice.

- Samtidig vil jeg også gerne takke alle privatpersoner, organisationer og firmaer, som har bidraget med donationer til Hospice Sydfyn. Det er udtryk for en rigtig stor og flot opbakning til det nye hospice, mener Carl Holst.

Regionsrådet besluttede i 2010 økonomisk at støtte etableringen af de 12 nye hospice-pladser på Sydfyn, da det var her behovet for udvidelse af hospicepladser var størst. 

- Muligheden for at komme på hospice udgør sammen med den indsats, der foregår på sygehusene og i patienternes eget hjem gennem de såkaldte palliative teams, en vigtig brik i den samlede indsats over for de alvorligt syge og døende, forklarer Carl Holst.

Donationer fra fonde

Hospice Sydfyn er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Region Syddanmark, som også stillede en låneramme på 34 mio. kr. til rådighed, da støtteforeningen bag projektet efter knap et års virke i 2010 kunne begynde realiseringen af byggeriet ved at købe grunden af Svendborg Kommune.

At den lokale opbakning har været stor vidner støtteforeningen også tydeligt om med over 1.000 personlige og 25 virksomheder som betalende medlemmer. Samtidig har man fået godt 5 mio. kr. i donationer fra forskellige fonde.

Velviljen fra både lokale og regional side glæder bestyrelsesformand Edel Nielsen.

- Da støtteforeningen blev stiftet i 2009 var der ingen, der troede på, at vi kunne indvie lokaler her godt tre og et halvt år efter. Men der er mange at takke for det gode resultat, som er blevet til med hjælp fra mange engagerede mennesker, både professionelle og de frivillige,” understreger Edel Nielsen.

Kunstere står bag udsmykning

Især var der en tak til mange lokale kunstnere, som har stået for den største del af udsmykningen, enten gennem foræringer af kunstværker eller salg af værker til stærkt nedsatte priser.

Hospicechef Marianne Horstmann roser den kæmpestore indsats, som de 38 ansatte har ydet i lange perioder op til åbningen.

- De har ydet en helt fantastisk indsats og knoklet i mange timer ud over normal arbejdstid. Dem vil jeg takke sammen med de øvrige arbejdsheste, donatorer, samarbejdspartnere og politiske beslutningstagere. For uden dem, var dette sted ikke blevet til virkelighed, fastslår Marianne Horstmann.

12 patienter og 38 ansatte

Der er plads til 12 patienter ad gangen, og to rum er indrettet til overnattende pårørende, ligesom der er mulighed for ekstra senge på patientværelserne.

Det koster ikke noget at komme på et hospice, men patienterne med en uhelbredelig sygdom og en vurderet kort restlevetid skal henvises fra egen læge eller fra et hospital. Patienterne kan også visiteres til et symptomlindrende ophold i op til tre uger.

Der vil være 38 ansatte, heraf 27 sygeplejersker, ligesom der er fast tilknyttet speciallæger til Hospice Sydfyn.  




Fakta

Der kan hentes flere oplysninger om Hospice Sydfyn på netadressen www.hospicesydfyn.dk


Siden er sidst opdateret 31-10-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |